Nedrykning tvang Mikkel Aagaard væk fra sin tidligere klub. 12 måneder senere kan han kalde sig svensk mester.
Fra traumatisk nedrykning til total eufori på 12 måneder.Den danske ishockeyspiller Mikkel Aagaard er et billede på, hvor hurtigt det kan gå i sportens verden. Og hvor tilfældig den ofte er.
Under VM i Herning sidste år var han stadig i gang med at fordøje en katastrofal sæsonafslutning i Sverige, hvor han rykkede ud af den bedste række med den historiske storklub MoDo.
Et år senere er han kommet til VM igen. Men denne gang i et helt andet humør. Stadig høj på oplevelsen af karrierens hidtil største triumf og svensk guld med sin nye klub, Skellefteå.
- Det har været en sæson, der udviklede sig langt over forventning, siger han med et smil.
Egentlig var han i gang med at slå rødder i Örnsköldsvik, hvor MoDo holder til.
Han havde været der i fem år, han og kæresten havde købt hus og fået en datter. En ny kontrakt var allerede underskrevet. Men så rykkede MoDo ned, og alle planer kunne skrottes.
En fiasko for klubben, der har fostret nogle af Sveriges bedste ishockeyspillere gennem tiderne. Men en fiasko, der for Aagaard personligt endte som et sportsligt lykketræf.
Skellefteå stod klar til at overtage kontrakten. Den hårdtarbejdende dansker forlod den sure nedrykningskamp og kom til en klub, som ikke har været ude af top-6 siden 2008.
Og ikke nok med det. Han blev fra start sat i kæde med store profiler som Rickard Hugg og den tidligere NHL-spiller Oscar Lindberg. Det klikkede omgående.
Kæden var så dominerende, at de tre spillere et godt stykke inde i sæsonen indtog tre af de fire øverste pladser på topscorerlisten i den bedste svenske række, der formentlig er den stærkeste uden for Nordamerika.
- Jeg har været heldig at komme i kæde med to af de bedste spillere i Europa, og vi har mærket enorm tillid fra trænerne, fastslår Aagaard.
Kæden bar holdet til en førsteplads i grundspillet og ind i et slutspil, der sluttede i ren ekstase. 4-1 over Rögle i finaleserien sendte guldet til Skellefteå for femte gang i klubhistorien.
Aagaard var blandt målscorerne i den kamp, der sikrede mesterskabet i en kogende arena i den ishockeygale by.
- At få guldhjelm og medalje og få lov til at løfte pokalen, er jo noget, jeg har drømt om, siden jeg flyttede til Sverige. Jeg har fulgt SHL, siden jeg var lille.
- Der var en enorm eufori, og den sidste kamp blev heldigvis spillet om eftermiddagen, så vi kunne dele oplevelsen med familie og venner i hallen. Det kommer jeg aldrig nogensinde til at glemme, siger Mikkel Aagaard.
Han endte sæsonen med 24 mål og 27 assister og har etableret sig som en ægte profil i den stærke liga.
- Det er en utrolig følelse at gå fra ikke at være god nok til at være i ligaen og til at vinde guld. Især når jeg samtidig havde en vigtig rolle på holdet og fik lov til at spille rigtig meget. Det har været en fantastisk sæson, fastslår Aagaard.
Fredag aften er han sammen med holdkammeraterne på det danske landshold på isen mod Tjekkiet i den første kamp ved VM.
/ritzau/