DBU holder fast: Ingen danske hold skal møde Rusland
Uefa vil sluse russiske U17-hold ind i sine turneringer. Men DBU sender ikke landshold i kamp mod Rusland.
Ingen danske fodboldlandshold kommer til at møde Rusland.Sådan er holdningen fortsat hos Dansk Boldspil-Union (DBU), efter at eksekutivkomitéen i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tirsdag åbnede døren for russiske U17-landshold, som har været udelukkede siden Ruslands invasion af Ukraine.
Det fortæller DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer.
- Vi kommer ikke til at se et dansk landshold stille op mod et russisk landshold - uanset alder. Det vil jeg gerne understrege. DBU's holdning er den samme, som den hele tiden har været, siger Jakob Høyer.
Samme melding kom fra Det Engelske Fodboldforbund (FA) tirsdag aften. Hvis flere følger trop, kan det være begrænset, hvem de russiske U17-hold kan spille imod, når de bliver sluset ind i systemet igen.
- Jeg vil vurdere, der er meget forskellige holdninger til det her rundt omkring i europæisk fodbold. Vi har i andre debatter set, at Europa og europæiske fodboldforbund ikke taler med én stemme. Der er mange holdninger, siger Jakob Høyer.
Hvis Danmark eksempelvis ender i en kvalifikationsgruppe med Rusland og nægter at stille op, kan det få konsekvenser for det pågældende landshold. Men det er endnu et hypotetisk scenarie.
- Det vil vi forholde os til, hvis det sker. Vi kan ikke forestille os en situation, hvor Danmark skal spille mod et russisk landshold, uanset alder, siger Jakob Høyer.
I Uefas eksekutivkomité sidder DBU's formand, Jesper Møller. Jakob Høyer vil dog ikke svare på, hvordan den danske repræsentant har forholdt sig i diskussionerne på møderne i det bestemmende Uefa-organ.
- Jeg udtaler mig på vegne af DBU. Når jeg siger, at det her er DBU’s holdning, så er det, fordi den holdning er drøftet og besluttet i DBU’s bestyrelse. Holdningen er uændret, siger Jakob Høyer.
Helt konkret lød meldingen fra eksekutivkomitéen tirsdag, at man har bedt Uefas administration om at fremlægge et forslag til, hvordan de russiske U17-hold kan blive sluset ind i europæiske turneringer.
Betingelserne er blandt andet, at Rusland skal spille i neutrale farver under neutralt flag og på neutral grund.
Samtidig slog man fast, at alle andre russiske hold fortsat er udelukket fra europæiske turneringer, og den del udgør et vigtigt signal, siger Jakob Høyer.
- Det er den eneste rigtige vej at gå i en tid, hvor der fortsat er en meget beklagelig og ulykkelig krig meget tæt på os, siger Høyer.
- Vi noterer os, at eksekutivkomitéen har truffet en beslutning om at leve op til børnekonventionen, og det er som udgangspunkt positivt nok. Nu må vi afvente, hvad det betyder, og hvad det er for nogle regler, russiske børn eventuelt skal stille op under, hvis de eksempelvis skal stille op med et U17-landshold, siger han.
/ritzau/