Dansker henter bronze ved EM i kajak efter målfoto

14. JUN 2024 • 20:42SPORT

Bolette Iversen tog sin første individuelle seniormedalje med bronze ved EM i kajak i Ungarn.

Bolette Iversen sikrede fredag eftermiddag dansk metal ved EM i kajak i ungarske Szeged.

I finalen i 200 meter enerkajak sluttede danskeren side om side med den polske og slovenske båd efter den suveræne vinder, Anna Lucz fra Ungarn.

Et målfoto placerede danskeren lige bag polakken, men foran sloveneren, og dermed hentede hun sin første større individuelle medalje som senior.

- Det har været en perfekt dag. Det var en kæmpe forløsning at hive metal hjem i det her mesterskab.

- Det var en lidt vild optakt med mange følelser. Jeg missede OL-kvalifikationen sidste år og har skullet hive mig selv lidt op igen, så det er det mega fedt at komme i mål på denne måde, siger Iversen til Dansk Kano og Kajak Forbunds side på Facebook.

26-årige Iversen har tidligere hentet både sølv og bronze ved EM med firerkajakken.

Tidligere fredag eftermiddag kæmpede Thorbjørn Rask også for metal i 500 meter enerkajak. Han sluttede dog som nummer otte og sidst i finalen.

Rask får dog en ny mulighed, når han søndag er en del af finalen i 1000 meter enerkajak.

Fredag sikrede også fireren med Lasse Bro Madsen, Magnus Sibbersen, Morten Gravesen og Victor Gairy Aasmul en finaleplads på 500 meter via en andenplads i semifinalen.

Mændenes toerkajak på 500 meter med Gustav Bock og Rasmus Knudsen samt kvindernes på 200 meter med Bolette Iversen og Caroline Faurschou roede sig i mål på tredjepladser og sørgede lige nøjagtig for yderligere to finalepladser.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU