Danske triatleter slutter langt tilbage i Seinens OL-debut
Alberte Kjær Pedersen blev nummer 36, men Emil Holm sluttede én placering højere hos mændene.
Der kom endelig atleter i Seinen, da triatlonkonkurrencerne blev afholdt ved OL i Paris.De to danske deltagere, Alberte Kjær Pedersen og Emil Holm, havde svært ved at gøre sig gældende og sluttede langt tilbage. Det blev til beskedne placeringer som nummer 36 og 35.
Sammen med de kvindelige konkurrenter sprang Alberte Kjær Pedersen klokken 8.00 i byens kendte flod, der i månedsvis har været et stort samtaleemne på grund af høje bakterieniveauer.
Alberte Kjær Pedersen havde det ikke nemt i Seinen, hvor hun kom op af vandet som nummer 44.
Hun forbedrede sin placering med to pladser efter de 40 kilometers cykling, hvor en lang række triatleter styrtede på de våde parisiske veje efter regnvejr onsdag morgen.
Den danske triatlet er stærkest i løb, og hun formåede også at rykke yderligere frem på de ti kilometer.
Der var dog langt op til de toppen af feltet, og danskeren endte som nummer 36 - godt syv minutter efter den franske vinder. Cassandre Beaugrand vandt konkurrencen foran Julie Derron fra Schweiz og Beth Potter fra Storbritannien.
Små tre timer senere var det Emil Holms tur til at kaste sig i Seinens vand, men han kom også til at kæmpe blandt de bageste.
Holm kom op ad vandet som nummer 43. Fanget i en af de bageste cykelgrupper lå han på nogenlunde samme placering, da han skiftede til løbesko.
Danskeren satte en god fart og kæmpede sig frem i feltet og endte som nummer 35 - fem minutter og 48 sekunder efter vinderen.
Sejren gik til briten Alex Yee, efter den ellers længe førende newzealænder Hayden Wilde gik kold på den sidste kilometer. Leo Bergere fra Frankrig tog bronzen.
Længe var der tvivl om, hvorvidt triatlonkonkurrencerne ville blive afholdt på grund af Seinens vandkvalitet.
/ritzau/