Danske klubber scorede milliardbeløb på spillersalg i 2025

28. JAN 2026 • 18:08SPORT

Klubbernes indtægt på spillersalg voksede med 55 procent i 2025. Også på verdensplan blev der sat rekord.

Danske fodboldklubber bliver stadig bedre til at tjene penge på at sælge spillere til udlandet.

Den årlige transferrapport fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) viser, at de danske klubber i 2025 tilsammen indkasserede 279 millioner dollar på spillersalg til andre lande.

Omregnet fra den aktuelle dollarkurs svarer det til 1,75 milliarder danske kroner. Det er en stigning på 55 procent i forhold til 2024, hvor den samlede indtægt fra salg af spillere beløb sig til 1,1 milliard kroner.

Blandt de største handler i det forgangne kalenderår var Victor Froholdts skifte fra FC København til Porto og FC Nordsjællands salg af Sindre Walli Egeli og Lucas Høgsberg til henholdsvis Ipswich og Strasbourg.

Rapporten omfatter udelukkende internationale handler, altså handler, hvor pengene flytter over landegrænser.

Klubberne sendte også flere penge ud af landet end året før.

I alt købte de danske klubber spillere for 83,1 million dollar i udenlandske klubber. Det svarer til 520 millioner kroner og er en stigning på 23 procent sammenlignet med 2024.

Fifa oplyser, at transferrapporten baserer sig på de overgangssummer, som klubber og forbund selv har indrapporteret.

Det er ikke kun i Danmark, at klubberne har skruet op for forbruget.

På verdensplan blev der handlet spillere på tværs af landegrænser for 13,1 milliard dollar. Det er en stigning på mere end 50 procent.

Klubber fra England førte an i forbrugsfesten og brugte i fællesskab svimlende 3,82 milliarder dollar, svarende til 24 milliarder danske kroner. Samtidig scorede klubberne dog 11 milliarder kroner på spillersalg.

Ser man på mængden af spillerhandler, ligger Brasilien helt i top. Her blev der i 2025 købt 1190 spillere og solgt 1005.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT