Danske bordtennismænd er klar til OL efter ny VM-triumf

21. FEB 2024 • 15:41SPORT

Med en 3-2-sejr over Slovenien er Danmark klar til kvartfinalen ved VM og sikrede sig samtidig en OL-billet.

For første gang nogensinde får Danmark et bordtennishold med til OL.

Det står klart, efter at de danske mænd onsdag eftermiddag dansk tid vandt VM-ottendedelsfinalen i Sydkorea mod Slovenien med 3-2. De otte kvartfinalister er sikret adgang til sommerlegene i Paris.

Dansk helt blev Tobias Rasmussen, der i den femte og afgørende kamp slog Peter Hribar med 3-2 i sæt efter at have været nede 1-2 undervejs.

Danmark møder Sydkorea i kvartfinalen, der spilles torsdag.

På forhånd var danskerne ellers undertippede mod Slovenien, der som nummer ni ligger 11 pladser højere på verdensranglisten.

Som forventet indledte Tobias Rasmussen også med et nederlag til verdens nummer 15, Darko Jozic, der vandt klart i tre sæt. Men efterfølgende bragte Danmarks to bedste singlekort danskerne på ret kurs.

Først vandt Anders Lind i fire sæt over Peter Hribar, og siden sørgede Jonathan Groth for dansk 2-1-føring ved at besejre Deni Kozul med 3-1 i sæt.

Da Lind derefter tabte til Jozic, stod det klart, at kampen om en OL-billet ville blive en direkte duel mellem Tobias Rasmussen og Peter Hribar.

Her så sloveneren ud til at være på vej med sejren, da han foran 2-1 i sæt bragte sig spidsen 9-8 i fjerde sæt. Men Rasmussen holdt hovedet koldt og vandt de tre næste bolde.

Dermed skulle gyseren i Busan afgøres i et femte sæt, hvor Tobias Rasmussen kom flyvende fra land og bragte sig foran 8-1. Hribar var dog ikke slået og formåede trods det håbløse udgangspunkt at gøre sættet spændende.

Rasmussen missede den første matchbold ved 10-7, men slog til i andet forsøg og smed sig jublende på ryggen efter sin første sejr overhovedet i VM-turneringen.

Med holdets kvalifikation er Danmark også sikret to kvotepladser i singlerækken ved OL.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

25. JUL 2024 • 14:33SPORT
Wozniacki får god OL-lodtrækning

SENESTE RITZAU