Dansk speedskater er nervøs før sidste skud i OL-jagt

16. JAN 2026 • 06:30SPORT

Tre år efter livstruende epilepsianfald har Philip Due Schmidt en sidste mulighed for at sikre OL-billet.

Lørdag er sidste udkald, hvis speedskateren Philip Due Schmidt skal sikre deltagelse ved det forestående vinter-OL i Norditalien.

Den 28-årige dansker deltager i US Open Junior Speed Skating National Champs & AmCup #2 i Salt Lake City, og målet er glasklart: Han skal tilbagelægge 5000 meter på under 6 minutter og 30 sekunder for at gøre speedskaterkollega Viktor Hald Thorup selskab ved OL.

- Jeg er selvfølgelig begyndt at blive lidt nervøs. Jeg har en fin fornemmelse i kroppen, men det hele er også begyndt at føles meget ægte.

- Jeg er begyndt at tænke mere over, om jeg nu er dygtig nok eller ej, siger Philip Due Schmidt på en telefonforbindelse fra den amerikanske vintersportsby.

For at give sig selv de bedste betingelser i OL-jagten rejste han til Salt Lake City kort før nytår og har forberedt sig i isarenaen i over to uger. Dermed har han også vænnet kroppen til at være cirka 1300 meter over havets overflade.

- Både jetlag og højdemeterne kan stresse kroppen, så derfor kom jeg i ekstra god tid. Hvis jeg var kommet tre dage inden løbet, ville jeg nok ikke kunne køre helt så hurtigt.

- Det er i Salt Lake City, de fleste verdensrekorder er sat, og det viser, at forudsætningerne er optimale for at sætte en god tid her. Luftmodstanden er lidt mindre i de her højder, siger han og udtrykker blandet optimisme:

- Jeg kan ikke tillade mig at føle mig sikker på, at jeg klarer tiden, men det er slet ikke umuligt. Det er nok 50/50, vurderer jeg.

Han har allerede klaret kvalifikationskravene og sikret en nationsplads i disciplinen massestart, men for at få lov til at stille op ved OL, skal han også klare OL-tidskravet i en anden disciplin, hvor valget er faldet på 5000 meter.

Det kan synes ulogisk, medgiver danskeren, om end han har en forståelse for, at arrangørerne vil sikre et så højt niveau som muligt ved OL.

- Tidskravet er selvfølgelig lavet for at sikre, at nationspladserne går til en god skater, men i massestart går man ikke op i tider, men i at komme først. Så det er et lidt specielt system og lidt mærkeligt, at man skal køre en olympisk tid i en anden disciplin end den, man har bevist sig god nok til at kæmpe i ved OL.

- Jeg tror også, at Den Internationale Skøjteunion kan se, at det ikke giver så meget mening, og at de kommer til at lave reglerne om efter OL, men det kan jeg ikke bruge til så meget lige nu, siger Philip Due Schmidt.

Det er imponerende, at han tre år efter en livstruende hændelse overhovedet står på kanten til olympisk deltagelse.

Danskeren var godt kørende, da han forud for VM i Holland i 2023 blev ramt af et epileptisk anfald på sit hotelværelse. I over 19 timer lå han bevidstløs i kramper, før hoteldøren blev braget ind. Efterfølgende blev han lagt i koma i to dage.

Hændelsen og den efterfølgende genoptræning satte ham langt tilbage, imens verdenseliten bare kørte hurtigere og hurtigere. Det var dog ikke på tale at stoppe karrieren, snarere har OL-jagten været en ledestjerne.

Siden anfaldet har han ikke været under det tidskrav, han lørdag sigter efter.

- Det vil være kæmpe stort for mig at kvalificere mig til OL efter alt det, der er sket i de seneste år. Jeg har bogstaveligt talt været ved at dø, så jeg er virkelig stolt over, hvordan jeg er kommet tilbage og har kunnet køre hurtigt, og en plads ved OL vil være den helt store belønning for mig.

- Jeg er kommet videre fra hele hændelsen, men jeg ved jo også, hvor meget den satte mig tilbage, og hvor hårdt jeg har skullet kæmpe for at lykkes, når det i perioder har set skidt ud. OL har været min drivkraft, og jeg har måske stillet for høje krav til mig selv, men uanset hvordan det går, er jeg virkelig stolt af, hvor langt jeg er nået, siger Philip Due Schmidt.

Uanset om han indløser billet til de forestående vinterlege i Norditalien eller ej, har han ikke besluttet, om han også sigter mod deltagelse ved legene i De Franske Alper om fire år.

- Det kan godt være, at jeg også jagter en OL-plads om fire år, men lige nu tænker jeg ikke ret meget længere frem end lørdag, siger speedskateren.

Philip Due Schmidt er lillebror til Stefan Due Schmidt, der ligeledes er speedskater og deltog ved vinter-OL i 2018 og 2022.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT