Dansk golfkomet tangerer rekord og styrer mod dobbelttriumf
Rasmus Neergaard-Petersen tangerede lørdag banerekorden og spillede sig i front af sæsonfinale.
Rasmus Neergaard-Petersen har gjort kometkarriere i golfverdenen i 2024, og lørdag gav han nye prøver på sit store talent.Med en runde med hele ti birdies sluttede han på 62 slag - ti slag under par - og tangerede banerekorden på Alcanada-banen på Mallorca.
Det skete i tredje runde af sæsonfinalen på Challenge Tour, som er niveauet lige under DP World Tour.
Den fænomenale runde sendte samtidig 25-årige Neergaard-Petersen op på førstepladsen i sæsonfinalen, og han har med 22 slag under banens par ét slag ned til spanske Angel Ayora.
Dermed ligger han til sin fjerde sejr på Challenge Tour i 2024, og han ligger også til at vinde den samlede rangliste for hele året, hvilket han kan blive den fjerde dansker efter Thomas Bjørn (1995), Joachim B. Hansen (2018) og Marcus Helligkilde (2021), der opnår.
Neergaard-Petersen har for længst sikret sig et fast kort til DP World Tour - den opnåede han med turneringssejr nummer tre i starten af september.
Han har sideløbende med triumferne på Challenge Tour samtidig vist lovende takter på DP World Tour.
Her spiller han i 2024 uanset resultatet søndag, og det samme er Hamish Brown sikker på at opnå ved at slutte i den samlede top-20 på Challenge Touren.
Også Lucas Bjerregaard, der har vundet to turneringer på DP World Tour, har en chance for at spille sig til et 2024-kort.
Han skal dog søndag forbedre sig fra sin aktuelle 42.-plads på Mallorca.
Nicolai Kristensen ligger aktuelt nummer fem - delt med Hamish Brown - i sæsonfinalen og har også en smal chance for at sikre et kort til DP World Tour.
/ritzau/