Dansk badmintonstjerne misser EM og sigter mod All England
Anders Skaarup Rasmussen melder afbud til EM for blandede hold for at blive helt klar til All England.
Det danske badmintonlandshold må se bort fra den skadede doublespecialist Anders Skaarup Rasmussen, når holdet i den kommende uge spiller EM for blandede hold i Aserbajdsjan.Skaarup døjer med en skade i højre arm, og han er derfor ikke i stand til at kunne gøre makkeren Kim Astrup selskab ved EM.
Konstellationen ligger nummer et på verdensranglisten, og Anders Skaarup håber, at han kan blive klar til All England om lidt over en måned, så de kan demonstrere, hvorfor de topper verdensranglisten.
Det siger Skaarup i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark.
- Jeg er i fuld gang med et genoptræningsforløb sammen med fysioterapeuter, men jeg må også erkende, at jeg på ingen måde er kampklar til at kunne deltage ved et mesterskab som EM for blandede hold. Dertil har smerterne været for store i min arm.
- Nu håber jeg, at det går fremad herfra, så Kim og jeg kan stå godt til All England om en måned, siger Anders Skaarup.
Landstræner Thomas Stavngaard ærgrer sig over afbuddet, så han er tvunget til at finde en anden makker til Kim Astrup. Det kan for eksempel være Mads Vestergaard, der er indkaldt til at supplere truppen.
- Det er et stort tab for vores hold, når det er den ene halvdel af verdens nummer et i herredouble, som ikke er med. Kim og Anders har været solide mod de andre europæiske par, så det er derfor ekstra ærgerligt ikke at have Anders med.
- Vi har heldigvis fortsat et stærkt par med i form af Rasmus Kjær og Frederik Søgaard, og med Mads Vestergaard har vi en, som enten kan gå ind i herredouble eller mixeddouble, hvis det skulle blive nødvendigt, siger landstræneren.
Danmark har vundet de seneste fem udgaver af EM for blandede hold og indtager atter favoritrollen i Baku trods markante afbud.
Foruden den skadede Anders Skaarup bliver turneringen også uden deltagelse af de stærke singlespillere Viktor Axelsen og Mia Blichfeldt.
EM afvikles fra onsdag til søndag i næste uge.
/ritzau/