Danmark har solidt udgangspunkt på vigtig koefficientrangliste

SPORT29. JUL 2026 • 08:22

Danske hold var uden sejre i den første europæiske uge, men Danmark ligger godt til på koefficientranglisten.

Én uafgjort og tre nederlag var det samlede facit for de fire danske hold i den første uge med europæisk fodbold i den nye sæson.

To af dem - FC København og FC Nordsjælland - risikerer endda at ryge helt ud af Conference League i løbet af de kommende dage.

Det vil være en katastrofal start på den vigtige jagt på point til koefficientranglisten, som er afgørende for, hvor mange danske hold der får chancen i Europa og i hvilke turneringer.

I 2027/28-sæsonen sender Danmark for eksempel fem hold ud i de europæiske turneringer - heraf to i Champions League-kvalifikationen.

Det blev et faktum, da Danmark sluttede som nummer 13 på koefficientranglisten efter sidste sæson. Skal de fem hold fastholdes i mere end én sæson, skal Danmark igen slutte i top-15 efter denne sæson.

Og selv om det begyndte haltende i sidste uge, er udgangspunktet solidt.

Danmark har på en aktuel 13.-plads mere end 6,500 koefficientpoint ned til Schweiz på 16.-pladsen, og det svarer til mere end den samlede schweiziske høst i sidste sæson.

Andre rivaler som Ungarn, Sverige og Skotland skal også hæve niveauet markant i forhold til deres seneste sæsoner for overhovedet at komme tæt på at skubbe Danmark ud af top-15.

På kort sigt ringer alarmklokkerne med andre ord ikke endnu. På længere sigt kan enhver sæson med tidlige danske exits være særdeles dyrebar.

Koefficientranglisten for perioden 2022-27 før ugens kampe:

11. Polen 42,525.

12. Grækenland 40,812.

13. Danmark 34,431.

14. Norge 33,712.

15. Cypern 32,068.

16. Schweiz 27,700.

17. Ungarn 25,812.

18. Sverige 25,125.

19. Skotland 24,350.

20. Østrig 24,050.

Kilde: Uefa og Bert Kassies.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT