Danmark banker EM-værtsnation trods skuffelse fra damesingle

14. FEB 2025 • 16:02SPORT

Line Kjærsfeldt tabte til verdens nummer 61, inden landsmænd moste aserbajdsjanere ved EM for blandede hold.

Der var ikke meget på spil, da Danmark fredag spillede sin sidste gruppekamp ved EM i badminton for blandede hold.

Efter to indledende sejre mod Spanien og England var Danmark inden duellen mod værtsnationen Aserbajdsjan sikker på at gå videre til knockoutfasen.

Det startede heller ikke ligefrem fremragende, da damesinglen Line Kjærsfeldt skuffende lagde ud med at tabe i tre sæt til verdens nummer 61, Keisha Fatimah Azzahra.

Men herfra stod der Danmark på det hele.

Verdensstjernen Anders Antonsen fulgte således op med en ydmygende sejr, inden Natasja Anthonisen og Maiken Fruergaard vandt i samme stil.

Damedoublen fra Aserbajdsjan fik blot skrabet ni point til sig i alt i de to sæt.

Kampen blev definitivt afgjort, da Kim Astrup og Mads Vestergaard bragte Danmark foran 3-1 med en sejr i to sæt i herredouble.

Til sidst afgjorde Jesper Toft og Amalie Magelund resultatet i mixeddouble.

Trods Danmarks føring skulle alle kampe afgøres, da man ved EM spiller et gruppespil, hvor samtlige point gælder.

Samlet set er det kun Line Kjærsfeldt, der indtil videre er gået fra banen med et dansk nederlag ved mesterskabet i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.

Danmark har således vundet 14 ud af 15 kampe og tager førstepladsen i gruppen.

Topplaceringen var allerede sikret efter torsdagens 5-0-sejr over England.

Danmark var ligeledes overlegen i åbningskampen mod Spanien onsdag. Også den kamp endte 5-0 i de danske badmintonspilleres favør.

England følger Danmark videre fra gruppen efter at have slået Spanien med 3-2.

Fra den anden gruppe avancerer Frankrig og Tyskland efter sejre fredag over henholdsvis Tjekkiet og Holland.

Det danske hold er taget til Baku uden den største stjerne, Viktor Axelsen, ligesom Mia Blichfeldt er blevet hjemme. Doubleprofilen Anders Skaarup har meldt afbud med en skade.

Danmark har vundet EM i badminton for blandede hold fem gange i træk og jagter således den sjette titel på stribe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT