Cykelunion vil have streng straf i kastesag
Tilskuere, der bringer cykelrytteres sikkerhed i fare, skal straffes hårdt, mener UCI efter farligt kast.
Det skal straffes hårdt, når cykelryttere udsættes for faretruende adfærd af tilskuere i forbindelse med cykelløb.Sådan lyder det fra Den Internationale Cykelunion (UCI), på bagkant af at stjernen Mathieu van der Poel søndag fik kastet en fyldt drikkedunk efter sig under Paris-Roubaix.
Den senere vinder af løbet kunne sagtens være endt i asfalten med slemme følgeskader.
- UCI fordømmer på det kraftigste en tilskuers uacceptable opførsel under den 122. udgave af Paris-Roubaix.
- UCI og repræsentanter for resten af cykelfamilien udtrykker støtte til rytteren og vil i samarbejde med kompetente myndigheder undersøge alle juridiske muligheder for at sikre, at en sådan opførsel medfører en behørig og streng straf, som det også har været tilfældet i andre sager tidligere, skriver UCI.
Unionen vil også sørge for, at fremtidige tilfælde, "der truer rytternes fysiske integritet", skal undersøges til bunds for at kunne bringe de skyldige til ansvar.
Der er brug for selvjustits blandt cykelfansene langs vejene, påpeger UCI.
- Cykling er en af de få sportsgrene, der tilbyder så stor nærhed mellem atleter og tilskuere under begivenheder. Det er en af sportens fordele for både ryttere og tilskuere.
- De særlige forudsætninger indebærer dog også et øget ansvar, for tilskuernes opførsel kan ikke bare påvirke cykelløbets udfald, men også - og endnu mere alvorligt - bringe rytternes fysiske sikkerhed i fare, skriver UCI.
- Derfor appellerer UCI hver eneste tilskuer til at udvise årvågenhed, når de overværer et cykelløb. Det garanterer rytternes sikkerhed og sikrer en problemfri afvikling af løbene, lyder det videre.
Den mand, der søndag kastede en drikkedunk mod Mathieu van der Poel, meldte efterfølgende sig selv til politiet.
Den hollandske cykelstjerne har omtalt kastet som "et mordforsøg".
/ritzau/