Chelsea sender Lyon ud af CL efter drama og straffespark

31. MAR 2023 • 00:04SPORT

Chelsea var tæt på exit i Champions League-kvartfinale, men endte med at slå Lyon i straffesparkskonkurrence.

Lyon har været den altdominerende klub i kvindernes Champions League i en årrække, men den franske klub kommer ikke til at vinde sit syvende Champions League-trofæ på otte sæsoner.

Den forsvarende vinder måtte i kvartfinalen se sig slået efter et vildt drama, hvor Chelsea sejrede efter straffesparkskonkurrence.

Chelsea havde vundet den første kamp med 1-0 på udebane, og da returkampens ordinære spilletid sluttede 1-0 til Lyon, måtte holdene ty til ekstra 30 minutter.

Her så det ud til, at Lyons tyske midtbanespiller, Sara Däbritz, ville blive afgørende med sit mål efter i alt 110 minutter.

Men i den forlængede spilletids tillægstid blev Chelsea tildelt et straffespark efter et længere VAR-gennemsyn, og det udnyttede norske Maren Mjelde.

Fra straffesparkspletten vandt Chelsea efterfølgende med 4-3, efter at Lindsey Horan misbrugte Lyons sidste forsøg.

Chelsea var uden sin danske stjerne, Pernille Harder, der siden november har været ude med en lårskade, som krævede operation.

Lyon havde sin danske angriber, Signe Bruun, med fra start, men hun blev pillet ud efter første halvleg.

Længe så det ud til, at Chelsea ville holde sin føring fra den første kamp, men et kvarter før tid scorede den canadiske forsvarer Vanessa Gilles det nødvendige mål for Lyon.

I forlængelsen lignede Lyon også en vinder, før Chelsea slog tilbage.

I semifinalen skal Chelsea møde FC Barcelona.

Tidligere torsdag spillede Wolfsburg sig videre efter 1-1 hjemme mod Paris Saint-Germain. Tyskerne havde vundet den første kamp med 1-0 og sejrede dermed samlet med 2-1.

PSG sendte den danske angriber Amalie Vangsgaard på banen fra anden halvlegs start, men hun kunne ikke hjælpe sin klub videre.

I semifinalen skal Wolfsburg møde Arsenal, der har den 19-årige angriber Kathrine Kühl i truppen.

Der er semifinaler 22./23. og 29./30. april.

Finalen afvikles i Eindhoven 3. juni.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU