Chelsea rydder ud i overskudslageret af spillere
Chelsea var særdeles aktive på vinterens transfermarked og sagde farvel til en håndfuld marginalspillere.
Den engelske fodboldklub Chelsea har sagt farvel til en række marginalspillere i vinterens transfervindue, og flere af handlerne faldt først på plads til allersidst.Sent mandag aften nåede Chelsea at få ryddet ud i klubbens meget brede trup ved at udleje forsvarsspillerne Ben Chilwell og Axel Disasi.
Chilwell blev sendt på lejeophold i Crystal Palace i resten af sæsonen, efter at den 28-årige engelske venstreback er røget helt ud i kulden på Chelsea-mandskabet.
Den tidligere engelske landsholdsspiller skal forsøge at genstarte karrieren på Selhurst Park, efter at Chelsea-manager Enzo Maresca flere gange har sagt, at Chilwell ikke er en del af planerne.
Chilwell er noteret for 107 kampe for Chelsea siden skiftet fra Leicester i 2020 og var i 2021 med til at vinde Champions League med London-klubben.
I denne sæson er det kun blevet til en enkelt pokalkamp for Chilwell i Chelsea. Tilbage i 2016 var han med til at vinde et sensationelt engelsk mesterskab med Leicester.
Med Disasi er det en lidt anden historie, da franskmanden har spillet 17 kampe under Maresca i denne sæson.
Alligevel har Chelsea valgt at udleje den 26-årige stopper til Aston Villa i resten af sæsonen. Disasi kom til Chelsea fra Monaco i sommeren 2023.
Den engelske midtbanespiller Carney Chukwuemeka er også røget af sted på en lejeaftale og spiller resten af sæsonen i Borussia Dortmund.
Tidligere i januar har Chelsea også sagt farvel til den portugisiske stopper Renato Veiga, der spiller resten af sæsonen på leje i Juventus.
Desuden har Chelsea solgt den italienske midtbanespiller Cesare Casadei til Torino.
Endelig bliver den portugisiske Chelsea-angriber João Félix ifølge Sky Sports og BBC udlejet til AC Milan i resten af sæsonen.
Chelsea har for en sjælden gangs skyld ikke handlet stort ind i vinterens transfervindue. Men klubben har dog fået stopperen Trevoh Chalobah og angriberen David Fofana tilbage fra lejeophold i henholdsvis Crystal Palace og Göztepe.
/ritzau/