Bundsolid EM-åbning giver dansk storsejr i fyldt Boxen
De danske håndboldherrer levede problemfrit op til favoritværdigheden og uddelte tæv til Nordmakedonien.
Danmarks håndboldherrer fik en ideel og ganske forventet indledning på EM, da Nordmakedonien blev nedlagt uden større besvær.Efter to solide halvlege, hvor der stadig var plads til forbedringer enkelte steder, landede den sikre danske sejr på 36-24.
Dermed indtager Danmark førstepladsen i gruppen, efter at Portugal tidligere fredag slog Rumænien med 40-34.
Som forventet havde Nordmakedonien fra start stort fokus på at stække Mathias Gidsel og Simon Pytlick. Makedonerne gik højt op på de to danske esser.
Det tog danskerne et par angreb at knække koden til det forsvar, og fra 3-3 rykkede Danmark fra med fem scoringer i træk.
En fyldt Boxen skrålede spillerne frem, og selv om der var skønhedsfejl, som der altid vil være i åbningskampe, var det en bundsolid dansk indsats.
Defensivt viste "Den Blonde Blok", som Magnus Saugstrup og Emil Bergholt passende kunne kaldes, enorm styrke. Makedonerne slog sig ofte, når de forsøgte ad den vej, og generelt stod den danske defensiv stærkt.
Efter 11 minutter kunne hallens DJ ikke vente længere - "For Evigt" kom på efter målet til 9-4, og hele Boxen skrålede videre, da musikken stoppede.
Trods det store fokus fra Nordmakedonien på Pytlick og Gidsel lykkedes det alligevel duoen at score henholdsvis fem og tre mål før pausen.
Især den hurtige midte efter indkasserede mål gav de tungere makedonere en del problemer og Gidsel et par lette mål.
"Re-Sepp-ten" nåede også en rundtur på lægterne i bedste halskrål, inden Danmark kunne gå til pause foran 17-12.
Tidligt i anden halvleg strammede Danmark grebet. Og da Gidsel små ti minutter efter pausen gjorde det til 24-15 på en kontra, var kampen endegyldigt knækket.
Nikolaj Jacobsen havde plads til at folde den taktiske værktøjskasse ud og prøve lidt forskellige ting af. Syv mod seks-spillet blev prøvet en del af, og bagkæden med to venstrehåndede spillere fik også EM-premiere.
Egentlig sad man med fornemmelsen af, at Emil Nielsen i målet bare leverede, hvad han skulle. I hans tilfælde er det alligevel en redningsprocent på næsten 35.
I de sidste syv minutter kunne han holde fyraften og overlade målet til backup Kevin Møller. Også slutrundedebutant Mads Svane kom ind til sine første minutter.
Lidt dansk sjusk i slutminutterne gjorde også, at Nikolaj Jacobsens blodtryk fik lov til at komme i kog, men Danmark var stadig et niveau eller to bedre end modstanderen, og de 15.000 tilskuere gik glade fra hallen.
/ritzau/
