Bundgyser blev til sommerbold i Nørreskoven

24. MAJ 2025 • 16:57SPORT

Anden halvleg bød på fem scoringer, da Vejle tabte 2-3 til Sønderjyske i en sommerkamp uden nerve.

Efter en hæsblæsende sæson for Vejle Boldklub blev sidste spillerunde i Superligaen en nærmest antiklimatisk rolig begivenhed.

Vejle havde allerede sikret sig endnu sæson i landets bedste fodboldrække, og derfor betød det mindre, at Sønderjyske lørdag kom forbi Nørreskoven og vandt 3-2.

Sønderjyske vendte 0-1 til en 3-2-sejr, og Thomas Nørgaards tropper kan se tilbage på et godkendt forår, hvor operation overlevelse lykkedes overraskende tidligt.

Derfor bar kampen, der kunne have været den store bundgyser om at undgå nedrykning, præg af sommerstemning uden nerve.

Første halvleg var chancefattig, og ingen af holdene havde det store at byde på rent offensivt.

Målene kom til gengæld i anden halvleg, og tilmed efter at banens måske farligste spiller, Vejle-angriberen German Onugkha, var skiftet ud.

Inden da nåede Onugkha fem minutter inde i anden halvleg at fyre kanonen af med et nærgående forsøg på stolpen.

Minuttet efter blev Vejle-topscoreren skiftet ud, og det var ikke bare en helt almindelig udskiftning for lejesvenden, der kom til fra FC København i januars transfervindue.

Onugkha fik en krammer af samtlige medspillere på banen og bænken, det meste af stadion rejste sig op og klappede af manden, der i høj grad har været med til at sørge for klubbens overlevelse.

Mens Onugkha mod slutningen af sæsonen gik i stå med sine scoringer, er angrebsmakkeren Anders K. Jacobsen vågnet op foran mål og brugte indersiden til at gøre det til 1-0 efter 55 minutter.

Sønderjyske vendte på få minutter det truende nederlag til sejr. Udeholdets midtbanespiller Mohamed Cherif hamrede en udligning i kassen fra distancen efter 63 minutter.

Tre minutter senere scorede Sønderjyske-backen Gidoen Duru til 2-1, da Vejles forsvar tog en blunder.

Efter 83 minutter fuldendte Sønderjyske et pænt comeback, da den 18-årige indskiftede angriber Albert Rrahmani gjorde det til 3-1.

Til slut nåede Vejle at reducere til 2-3 ved indskiftede Musa Juwara, og dermed fik hjemmepublikum lidt mere at juble over ud over forårets redningsaktion i den bedste række.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT