Brøndbys nysammensatte hold skuffer stort i Viborg

15. FEB 2026 • 19:56SPORT

Viborg slog blodfattige Brøndby på et tidligt mål og sender dermed FC København ud af Superligaens top-6.

Nul mål i forårets to kampe og bare et point i de seneste fem kampe.

Det er status for Brøndby, der søndag tabte med 0-1 på udebane mod Viborg i Superligaen.

Srdjan Kuzmic blev matchvinder for Viborg med sit drøn efter bare et minuts spil.

Sejren sender Viborg helt frem som nummer fire med 30 point. To færre end Brøndby på tredjepladsen.

Samtidig rykker kriseramte FC København ned på syvendepladsen og altså uden for top-6, som fortsætter til mesterskabsspillet om to runder.

Viborg spillede ikke nogen stor kamp, men det var nok mod Brøndby, der fortsat famler efter spillet ovenpå det meget aktive vintertransfervindue.

69 sekunder. Mere skulle Viborg ikke bruge for at give sig selv en drømmestart på opgøret.

Lidt tilfældigt havnede bolden lidt uden for feltet hos den serbiske venstreback Srdjan Kuzmic, der trykkede bolden ind nede i hjørnet med enorm kraft.

Det var anden weekend i træk, at han kom på tavlen, senest blev han matchvinder mod Silkeborg.

Sådan en start var ikke, hvad Brøndby havde brug for. Ligesom i forårspremieren blev det udstillet, at Brøndbys mange tilføjelser i vinterens transfervindue slet ikke har fundet sammen i relationer endnu.

Det var decideret middelmådigt, hvad Brøndby satte sammen offensivt i første halvleg, og det første forsøg på en afslutning kom efter 41 minutter. Nemlig Emmanuel Dennis' mislykkede hovedstød, der gik en håndfuld meter forbi.

Brøndby fik lagt et lille forgæves pres i slutningen af første halvleg, men Viborg kom ud og tog initiativet straks fra anden halvlegs start og havde et par fine muligheder.

I jagten på udligning kom Brøndby siden længere frem og spillede sig frem til flere chancer. I stort set alle situationer var det Dennis, der afsluttede med panden, men nigerianeren manglede skarpheden.

Brøndby havde ikke, hvad der skulle til, og Viborg kunne forholdsvis enkelt køre den spinkle sejr i hus.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT