Brøndby og Fortuna Hjørring avancerer i Europa

SPORT2. SEP 2026 • 19:57

Brøndby vandt 4-1 hjemme over Subotica, imens Fortuna Hjørring avancerede trods 1-1 hjemme mod Hajduk Split.

Helt som forventet er både Brøndby og Fortuna Hjørrings fodboldkvinder videre til anden kvalifikationsrunde i Uefa Women's Europa Cup.

Onsdag aften avancerede begge danske mandskaber på eget græs efter at have sikret gunstige udgangspunkter i sidste uges udekampe.

Brøndby sejrede med 4-1 hjemme over Subotica fra Serbien, og dermed avancerer de danske sølvvindere med samlet 9-1.

17-årige Mila Bischoff åbnede målscoringen i det niende minut, mens svenskeren Hanna Andersson øgede til 2-0 inden pausen. Andersson var på pletten igen i anden halvleg, og Emilie Fink noterede sig også for en scoring i slutfasen efter en reducering fra gæsterne.

I Nordjylland var der heller ikke for alvor spænding om udfaldet. Fortuna Hjørring måtte godt nok nøjes med 1-1 mod kroatiske Hajduk Split, men Hjørring avancerer med 3-1 samlet efter en 2-0-sejr i Kroatien i sidste uge.

I det første opgør scorede Josefine Valvik to gange, og onsdag var hun atter i målscorerens rolle, da hun i det 70. minut bragte Fortuna Hjørring i front.

Gæsterne nåede godt nok at udligne, og Hjørrings Lumi Kostmayer så rødt, men det danske avancement kunne der ikke rokkes ved.

Anden kvalifikationsrunde spilles 23. og 30. september. Dernæst begynder hovedturneringen med 16 deltagere, der udelukkende duellerer i knockoutrunder.

Det er anden gang, at Uefa Women's Europa Cup afvikles. Det er den næstbedste europæiske klubturnering for kvinder.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT