Belgisk politi sætter jagten ind på spyttende cykeltilskuer
En tilskuer spyttede fredag efter Mathieu van der Poel, og politiet er nu gået i gang med at undersøge sagen.
Selv om Mathieu van der Poel er en imponerende cykelrytter, så er han ikke nødvendigvis vellidt.Det fik hollænderen at mærke, da han fredag knuste Mads Pedersen og de øvrige konkurrenter i brostensklassikeren E3 Saxo Classic.
Undervejs i løbet blev det i tv-dækningen fanget, at den tidligere verdensmester blev spyttet på af en tilskuer, og videoklippet er siden blevet delt vidt og bredt.
Videoklippet har de også set hos det lokale politi, som nu har igangsat en undersøgelse i håbet om at få fat i den midaldrende mand, der rettede sit mundvand i retning af Mathieu van der Poel.
- Vi vil gerne sende et klart signal om, at vi absolut ikke tolererer den slags handlinger.
- Vi opfordrer tilskuere til at vise deres kærlighed til cykling på en respektfuld og sportslig måde ved de kommende løb, siger Hans Haustrate, der er politichef i byen Ronse, ifølge Het Laatste Nieuws.
Arrangøren af E3 Saxo Classic har fordømt spytteriet, og Mathieu van der Poel kommenterede efter fredagens løb også hændelsen.
- Den slags mennesker bør ikke komme og se løbene. Jeg kan ikke selv ændre noget ved det. Desværre er det noget, der bliver ved med at gentage sig, siger hollænderen ifølge Sporza.
Det er ikke første gang, at Mathieu van der Poel har oplevet, at han har fjender i Belgien. Da han sidste år vandt Flandern Rundt, var der for eksempel tilskuere, der kastede øl efter ham og buhede ad ham.
Mathieu van der Poel har imidlertid også selv gjort sig skyldig i at spytte efter andre. Det skete i slutningen af 2023, da han kørte cykelcross på hjemmebane i Hulst. Her reagerede han på gentagne buhråb.
/ritzau/