Bayern München bekræfter muskelskade til Harry Kane

1. DEC 2024 • 12:52SPORT

Harry Kane har pådraget sig en muskelskade og er ude på ubestemt tid, meddeler Bayern München.

Bayern München ser ud til at skulle klare sig uden den engelske topscorer Harry Kane i den kommende tid.

Angriberen udgik med en skade, da holdet lørdag spillede 1-1 med Borussia Dortmund i Bundesligaen.

Søndag er der nyt fra Bayern.

- Harry Kane har pådraget sig en mindre muskelskade i højre lår. Det er blevet bekræftet efter en scanning. FC Bayern er derfor uden Kane i den kommende tid, skriver klubben på sin hjemmeside.

Bayern opstiller ingen prognose for, hvornår 31-årige Kane kan være tilbage på banen.

Træner Vincent Kompany må dog givetvis finde på en ny løsning i sit angreb til pokalkampen mod Bayer Leverkusen tirsdag.

Herefter venter også kampe mod Heidenheim, Shakhtar Donetsk og Mainz inden for de kommende to uger.

Kane har lavet 64 mål i 64 kampe for Bayern München siden ankomsten fra Tottenham i sommeren 2023.

I denne sæson har han bidraget med 20 mål i 19 optrædener.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT