Atletikforbund indfører obligatorisk test af køn
Alle atletikudøvere i kvindekategorierne skal gennemgå en test, der skal vise deres biologiske køn.
En test med mundskrab skal bestemme det biologiske køn hos deltagere i kvindekategorierne i atletik.Det har Det Internationale Atletikforbund (World Athletics) bestemt tirsdag.
Beslutningen er taget efter en omfattende rådslagning med udøvere og andre interessenter, og atleterne skal kun gennemføre testen en gang i deres karriere.
- Vi føler, det er en meget vigtig måde at skabe tillid og fastholde fokus på konkurrencernes integritet, siger Sebastian Coe, præsident i World Athletics, ifølge AFP.
Ifølge Sky Sports viser et dokument, der er lavet i forbindelse med udarbejdelsen af tiltaget, at den fysiske forskel mellem drenge og piger før puberteten er betragtelig.
I løb er det tre-fem procent, og i spring- og kastedisciplinerne er forskellen endnu højere.
World Athletics vil konkret teste for SRY-genet for at fastslå atleternes biologiske køn.
Ifølge Sky Sports satser World Athletics på at have testen klar til VM i Tokyo til september.
World Athletics valgte i 2023 at ekskludere atleter, der er gået igennem puberteten som drenge - fra kvindernes konkurrencer.
På det tidspunkt var der dog ingen transkønnede atleter, der dystede internationalt, og man besluttede at arbejde videre med emnet, hvilket altså nu har udmøntet sig i en obligatorisk test.
/ritzau/