Arnoldsen udgår med skade i Aalborgs stensikre CL-sejr
Aalborg Håndbold vandt sikkert i Champions League, men en skade til Thomas Arnoldsen stjal billedet.
På måltavlen var onsdagens Champions League-kamp mod Kielce en perfekt dag på kontoret for Aalborg Håndbold, som vandt 34-27.Men nordjyderne er nok alligevel fyldt med bekymring efter opgøret.
Efter 42 minutter faldt landsholdsspilleren Thomas Arnoldsen uheldigt i gulvet og tog sig med det samme til knæet, før han blev hjulpet fra banen af to kolleger.
Det lagde en dæmper på det, der ellers havde udviklet sig til at blive en festlig aften i Gigantium, hvor Aalborg var suveræn.
De polske gæster havde store problemer med at få bolden forbi Niklas Landin i første halvleg, og samtidig var Aalborgs skytter knivskarpe det meste af kampen.
De to point er et godt skridt mod at slutte blandt gruppens to bedste hold, som får direkte adgang til kvartfinalerne og dermed undgår playoffrunden.
Aalborg er på andenpladsen med 13 point - kun overgået af sidste sæsons finalister fra Füchse Berlin.
I sidste uge var nordjyderne noget heldige med at få et point med hjem fra det omvendte opgør i sidste sekund.
Hjemme i Gigantium var der tale om klasseforskel, og kampen var nærmest afgjort efter første halvleg, som Aalborg vandt med seks mål.
Aalborgs kontrafase viste sig fra sin bedste side i indledningen, hvor værterne fik rystet udeholdet med et par hurtige mål.
Kielce fandt fodfæste, men blev fuldstændigt blæst omkuld de sidste ti minutter før pausen, hvor Aalborg skruede op for tempoet.
Mads Hoxer viste vejen med sine gennembrud, og Arnoldsen hamrede bolden ind udefra, mens Landin tog godt fra i målet.
Mod slutningen af første halvleg havde Kielce blot scoret ni gange, mens landsholdslegenden stod noteret for syv redninger.
Mønsteret fortsatte mere eller mindre efter pausen, hvor polakkerne aldrig kom tæt på at matche det suveræne hjemmehold.
Norske Sander Sagosen udbyggede ad to omgange føringen til ni mål, og Aalborg kunne derfor tillade sig at spille de sidste ti minutter på et noget lavere blus.
Med EM mindre end to måneder ude i horisonten er spørgsmålet nu, hvor længe Arnoldsen kommer til at sidde på sidelinjen.
/ritzau/
