Anklagerne mod Mason Greenwood er blevet droppet

2. FEB 2023 • 16:03SPORT

For et år siden blev Mason Greenwood anholdt i en sag om mulig voldtægt og overgreb. Nu er sagen lagt død.

Manchester United-spilleren Mason Greenwood kan ånde lettet op. Sagen mod Greenwood, som var tiltalt for voldtægt og overfald, er blevet droppet.

Det oplyser britisk politi torsdag ifølge AFP.

Den engelske avis The Guardian skriver, at anklageren ikke længere finder, at "der er en realistisk udsigt til en domfældelse", efter at nøglevidner har trukket sig fra efterforskningen.

Greenwood skulle have været i retten i november, hvor der var afsat ti dage til at afgøre sagen. Allerede fredag i næste uge skulle han have mødt op til en høring i sagen.

Nu kan Greenwood blive hjemme fra begge dele, da hele sagen er lagt død.

En talsmand fra anklagerens kontor oplyser, at sagen er droppet på grund af en kombination af flere ting.

Det drejer sig om nøglevidner, der har trukket sig fra at samarbejde og ikke længere ønsker at belyse sagen i retten. Det drejer sig også om nyt materiale, der er kommet frem. Dette bliver ikke uddybet.

- Under disse omstændigheder har vi en pligt til at stoppe sagen, lyder det fra talsmanden.

I januar sidste år blev Greenwood fængslet, men siden løsladt mod kaution. Han blev på grund af sagen suspenderet af Manchester United og har været det siden.

Den 21-årige angriber var tiltalt for forsøg på voldtægt, kontrollerende og tvingende adfærd og overgreb med personskade til følge. Alle tre forhold drejede sig om den samme forurettede, men er som nævnt nu helt droppet.

Det er uvist, hvad der kommer til at ske med Greenwoods fodboldkarriere fremadrettet. United har endnu ikke meldt noget ud.

Greenwood er til dato noteret for at have spillet 83 Premier League-kampe for Manchester United og en enkelt kamp for det engelske landshold.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU