Ankersens firma supplerer Southampton med tyrkisk klub
Rasmus Ankersens firma, Sport Republic, har købt hovedparten af tyrkiske Göztepe.
Rasmus Ankersens firma, Sport Republic, står fredag bag købet af endnu en fodboldklub.Tyrkiske Göztepe fra den næstbedste række er således blevet føjet til Premier League-klubben Southampton, som Sport Republic købte i januar.
Sport Republic overtager 70 procent af Göztepe, mens den nuværende ejer beholder de sidste 30 procent, meddeler førstnævnte på sin hjemmeside.
Ankersen bliver formand i den tyrkiske klub og fremhæver klubbens nye stadion, infrastruktur og placering i Izmir som afgørende for købet.
- Med næsten fem millioner indbyggere i nærheden, tror vi, at klubben har mulighed for at opbygge en stærk pipeline af egenudviklede talenter, siger danskeren.
Ankersen forlod i december både FC Midtjylland, hvor han var formand, og Brentford, hvor han var sportsdirektør.
I stedet dannede han Sport Republic sammen med sin danske forretningspartner Henrik Juel Kraft og den serbiske rigmand Dragan Solak.
Southampton var det første køb, og Göztepe er nummer to, men dermed slutter det næppe.
- Idéen er, at vi skal være en "multiple club group", så vi skal ud og opkøbe et par klubber mere inden for de næste seks måneder. Så må vi se, hvornår vi er fuldt udbygget som gruppe, sagde Ankersen i februar til Herning Folkeblad.
/ritzau/