Anders Lind gentager triumf med finalesejr i Nigeria

24. MAJ 2026 • 20:05SPORT

Med en finalesejr over 19-årig sydkoreaner vandt Anders Lind for andet år i træk bordtennisturnering i Lagos.

Den danske bordtennisspiller Anders Lind vandt søndag WTT Contender-turneringen i Lagos i Nigeria for andet år i træk.

Han tog en overbevisende finalesejr på 4-1 i sæt over den 19-årige sydkoreaner Oh Junsung.

27-årige Lind, der er nummer 17 på verdensranglisten, lagde godt ud og kom foran med tre sætsejre i træk.

Den unge koreaner, der er rangeret som nummer 30 i verden, fik reduceret i fjerde sæt, men Lind svarede igen i femte og lukkede kampen sikkert.

Finalen endte 11-6, 11-9, 11-5, 10-12, 11-8 i dansk favør. Sejren giver danskeren 400 point til verdensranglisten.

Anders Lind fik ellers ikke den bedste start på turneringen og havde i første runde store problemer mod rumænske Iulian Chirita.

Danskeren kom dog akkurat videre med en sejr på 3-2 efter at have afværget tre matchbolde undervejs.

Efterfølgende har han slået indiske Mudit Dani, portugisiske Joao Geraldo og sydkoreanske Lim Jonghoon på vejen til finalen.

Sidste år vandt Lind, efter at han slog kroatiske Tomislav Pucar i finalen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT