AGF-keeper rejste sig efter drop: Det blev blæst op

10. MAJ 2026 • 22:37SPORT

Jesper Hansen er stolt over, at han rejste sig og var med til at sikre DM-guld ovenpå drop, der fyldte meget.

Den 41-årige AGF-keeper Jesper Hansen har leveret en stor sæson og har sin store andel i klubbens første mesterskab i 40 år. Men det er bare 20 dage siden, at han lavede et drop, der kunne have været med til at koste guldet.

AGF styrede i topkampen mod en sejr og et forspring på otte point til FC Midtjylland, men i slutfasen tabte Hansen bolden og kostede et mål, og FCM endte med at vinde og reducere AGF's forspring til to point.

Siden har Hansen rejst sig med flere flotte redninger i de sidste runder, og han leverede også et par stykker, da mesterskabet søndag blev sikret med 2-0 på Brøndby Stadion.

- Jeg synes, at det (droppet, red.) blev blæst op i forhold til mange andre fejl, der bliver lavet. Jeg har virkelig skullet deale med det, men jeg kom videre og fik vist min mentale styrke.

- Jeg har været med til at redde holdet, når jeg skulle. Det er jeg virkelig stolt af. Det drop skulle ikke definere mit mesterskabsspil, og nu står jeg med guldet, siger Jesper Hansen.

Sæsonen startede heller ikke efter bogen for Hansen. Leopold Wahlstedt startede inde i premieren, men svenskeren greb ikke chancen, og siden stod Jesper Hansen alle kampe i ligaen.

- Jeg havde ikke regnet med at stå her med guld, da sæsonen startede, og jeg havde problemer. Leopold kunne have grebet chancen, men i stedet greb jeg den, så det er lidt surrealistisk at stå her nu.

Han har tidligere været mester med FC Nordsjælland og FC Midtjylland, men guldet med AGF skiller sig ud.

- Det er svært at rangere, men betydningen af den her er måske større, fordi AGF har så mange fans både i Aarhus og rundt omkring.

Det har summet af gulddrømme i store dele af sæsonen, og Jesper Hansen har da også haft troen på, at det første mesterskab i 40 år kunne blive en kendsgerning.

- Vi spillede magisk i efteråret, synes jeg, så hvis vi kunne fortsætte det frem til mesterskabsspillet, så troede jeg på det. Så har det været lidt op og ned i mesterskabsspillet, men vi har hele tiden haft en rolig hånd på rattet.

- Vi har ikke på noget tidspunkt rystet på hånden, selv om vi spillede en halvleg her og der, hvor det ikke var super. Og så har vi haft en rolig træner, der har givet os selvtillid. Det er grundene til, at vi står her i dag, siger Hansen.

Han har kontrakt en sæson mere og har ingen planer om at stoppe endnu.

- Jeg vil gerne blive ved og have flere oplevelser. Nu kommer der også noget Europa.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT