AGF's evne til at håndtere pres og Jakob Poulsens mandskabsbehandling er ifølge anføreren årsager til guld.
Det var ikke mindst AGF-spillernes evne til at håndtere presset, der hjalp den aarhusianske klub til at hjemføre sit første DM-guld i 40 år.Det vurderer AGF-anfører Patrick Mortensen, efter at guldet søndag aften blev sikret med en sejr på 2-0 på Brøndby Stadion.
- Jeg sagde til drengene før kampen, at pres er for familier, der arbejder fra 8 til 16 hver dag og skal forsørge børn fra måned til måned.
- Det, vi som AGF-spillere har gang i nu, er livet, det er ikke pres. Nogle gange skal man prøve at sætte tingene lidt i perspektiv, mener Patrick Mortensen.
I kampen på Brøndby Stadion lettede en smule af presset før kickoff, da FC Midtjylland smed point mod FC Nordsjælland.
Dermed havde AGF ikke længere risikoen for at miste førstepladsen i Brøndby, og AGF havde nu to chancer til at tage det sidste skridt.
- Vi skulle stadig ud og lave et resultat, så på den måde ændrede vores mindset sig ikke, men den lille gave gav alligevel lidt mere ro. Nu skulle vi bare vinde en ud af to, siger Mortensen.
Han husker sidste spillerunde på Brøndby Stadion i 2024, hvor Brøndby kunne sikre guldet hjemme mod AGF, men ikke kunne håndtere presset og tabte 2-3.
- Brøndbys spillere var så nervøse, at de næsten ikke engang kunne løbe. Det var vi ekstremt gode til at håndtere, selv om vi ikke er mange på holdet, der har stået i den situation før. Det er ikke nemt, når omverden og fans, der drømmer, skriger efter alt muligt.
AGF og FCM tørnede sammen i to topkampe for få uger siden, og Mortensen syntes at kunne mærke, at midtjyderne følte større pres.
- Jeg tror måske, at presset var større på dem qua deres budget, og det at alle forventede, at de skulle vinde. Der har vi været fantastiske, især da det spidsede til i slutningen.
Æren for det tilskriver Mortensen i høj grad træner Jakob Poulsen, der overtog efter Uwe Rösler ved sæsonens start.
- Han har betydet utroligt meget. Qua at han selv spillede for kort tid siden, kender han alle mekanismer og ved, hvad spillerne har behov for. Han har arbejdet eminent med spillerne og lavet små ting om, så vi begyndte at spille seværdig fodbold.
- Han har skabt en masse spillere, der har spillet frit og med en masse energi, og det avler bare selvtillid og tro på tingene. Det er en kæmpe ros til Jakob og også resten af staben, roser Mortensen.
Han er med sine 36 år i karrierens efterår og er bare lykkelig over at nå at få en DM-titel på sit cv.
- Jeg har arbejdet stenhårdt for det i hele karrieren. Da jeg kom til AGF i 2019, var det med målet om at vinde en titel til klubben, og derfor gjorde det også så satans ondt at tabe pokalfinalen i 2024, så at det lykkes nu, er unikt og voldsomt, og jeg er bare så lettet, for der har været mange rutsjeture de seneste uger.
- Som spillere er vi her for at yde et arbejde, men vi har ikke stået her i 40 år som nogle inkarnerede fans, så det er en titel til byen Aarhus.
/ritzau/