Afgørende Bale skal sikre Wales flere VM-point

25. NOV 2022 • 09:50SPORT

Gareth Bale er altid tilgængelig for Wales. På klubplan har historien været en anden de seneste år.

Gareth Bale har i 2022 spillet lige så mange landsholdsminutter, som han har spillet minutter for sine klubhold.

Og det er ret sigende for den walisiske kaptajn, som vil gøre alt for Wales.

- Hvis jeg er nødt til at spille tre gange 90 minutter, så spiller jeg tre gange 90 minutter, sagde Bale ifølge The Guardian med henvisning til de tre indledende gruppekampe.

Også selv om den walisiske talisman ikke har spillet en klubkamp fra start til slut hele året.

På klubplan har historien de seneste år været en anden. Bale tilbragte ni år på kontrakt hos Real Madrid, inden han i sommer skiftede til MLS-klubben Los Angeles FC.

Og det var et nødvendigt skifte for Bale, som var frosset fast på bænken og tribunen i den spanske storklub.

I Los Angeles er det på grund af skader ikke blevet til mange minutters fodbold - og kun to kampe i startopstillingen.

Men når Wales er i aktion, spiller Bale.

Hans afgørende mål i kvalifikationen sikrede Wales adgang til VM, og Bales vigtighed på landsholdet synes i det hele taget svær at overvurdere.

Den tidligere walisiske landsholdsspiller John Hartson roste sin landsmand efter det udlignende mål mod USA.

- Manden er vanvittig, han er genial. Det, han har gjort for det her land, er fænomenalt, sagde John Hartson under kommenteringen for tv-stationen ITV.

Man kan få det indtryk, at Bale selv bestemmer, hvor meget han spiller på landsholdet. Og det virker sådan.

Efter VM-kampen mod USA mandag, hvor Bale igen blev afgørende for Wales, fortalte den walisiske landstræner, Rob Page, ifølge mediet Wales Online, at Bale styrer sin egen landsholdsskæbne.

- Uanset hvad han gør på klubplan, så formår han altid at levere en præstation, som overrasker folk, når han trækker i den walisiske landsholdstrøje, sagde Rob Page.

Bale skiftede som 24-årig i 2013 til den spanske storklub Real Madrid for 772 millioner kroner. Det gjorde Bale til den dyreste fodboldspiller nogensinde på daværende tidspunkt.

Waliseren formåede flere gange i sine sidste år hos Real Madrid at gøre sig upopulær hos klubbens fans.

Bale var ofte plaget af skader, men i sine skadeforløb blev han gentagne gange set på billeder fra golfbanen. Det til stor frustration for fans af Real Madrid.

En landskamp i 2019 blev et nyt lavpunkt i forholdet mellem fans og Bale, da han poserede med et flag med teksten:

- Wales. Golf. Madrid. I den rækkefølge.

Mandag blev Gareth Bale som så ofte før afgørende for det walisiske landshold, der i landets første VM-kamp siden 1958 spillede 1-1 mod USA.

Wales og Bale møder fredag klokken 11 Iran ved VM.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU