Aalborg slutter stærkt mod Rungsted og tager førsteplads
Aalborg var bagud i tredje periode, men slog Rungsted i Metal Ligaen. Esbjerg slog Frederikshavn i målorgie.
Aalborg Pirates er tilbage som førerhold i Metal Ligaen efter hjemmesejren på 3-1 over Rungsted Seier Capital.Dermed udnyttede nordjyderne, at Herning Blue Fox mandag kun fik et point ved at tabe straffeslagskonkurrencen mod bundholdet Rødovre Mighty Bulls.
Nu fører Aalborg rækken med 47 point foran Herning med 45.
Aalborg kom dog ikke nemt til tirsdagens sejr mod holdet fra Nordsjælland.
Rungsted bragte sig foran ved Maksim Popovic allerede i første periodes andet minut, og føringen holdt indtil ottende minut i tredje periode, hvor Julian Jakobsen udlignede under powerplay.
Derefter sørgede amerikaneren Matt Salhany og canadieren Tommy Giroux for de afgørende mål.
I et målorgie vandt Esbjerg Energy med 6-5 over Frederikshavn White Hawks efter forlænget spilletid.
Esbjerg førte med 2-1, 3-2, 4-3 og 5-4, men hver gang svarede Frederikshavn tilbage med udligning. Undervejs i den ordinære kamp scorede både ungarske Csanad Erdely og canadiske Joshua Winquist to gange for Esbjerg.
Men da canadiske Brandon Magee i slutningen af forlængelsen scorede til 6-5, havde Frederikshavn ikke muligheden for at slå tilbage.
Med sejren har Esbjerg på femtepladsen 34 point. Frederikshavn fik et point trods nederlaget og sendte med sine i alt 24 point Rødovre ned på sidstepladsen, der er den eneste plads, som ikke giver adgang til slutspillet.
I tirsdagens sidste kamp vandt Herlev Eagles hjemme med 3-2 over Odense Bulldogs.
Dermed tog Herlev et godt skridt væk fra bunden og distancerede Rødovre med fem point. Odense er på fjerdepladsen.
/ritzau/