2021-mester ryger igen ud af French Open i første runde

30. MAJ 2023 • 19:46SPORT

På sin fødselsdag sendte Lesia Tsurenko tjekken Barbora Krejcikova ud af French Open.

To år er lang tid. Det må Barbora Krejcikova sande, efter at hun igen er sendt tidligt ud af French Open.

I 2021 fejrede tjekken karrierens største triumf, da hun som useedet gik hele vejen i Paris og vandt sin hidtil eneste grandslam-titel.

Et år senere blev første runde endestationen, og tirsdag gentog historien sig, da 27-årige Krejcikova igen røg ud efter blot en kamp.

Ukraineren Lesia Tsurenko vandt på sin 33. fødselsdag således 6-2, 6-4 efter halvanden times spil, hvor Krejcikova blandt andet blev brudt fem gange og begik 32 uprovokerede fejl.

Krejcikova var seedet 13 i damesingle, hvor 11 af de 32 seedede spillere indtil videre har ladet livet i første runde.

For Tsurenko var det hendes første sejr over en top 20-spiller i en grand slam siden 2018, hvor hun slog danske Caroline Wozniacki i anden runde af US Open og nåede kvartfinalerne - ukrainerens hidtil bedste resultat i en grand slam.

Fjerdeseedede Elena Rybakina, sjetteseedede Coco Gauff og syvendeseedede Ons Jabeur sikrede sig tidligere tirsdag adgang til anden runde.

Det samme gjorde verdensetteren og den forsvarende French Open-mester, Iga Swiatek. Hun brugte kun lidt over en time på at eliminere spanske Cristina Bucsa 6-4, 6-0.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT