17-årig inder kan blive den yngste verdensmester i skak

22. APR 2024 • 08:45SPORT

Dommaraju Gukesh har vundet retten til at kæmpe med Ding Liren om titlen som verdensmester i skak.

Inderen Dommaraju Gukesh kan blive den hidtil yngste verdensmester i skak.

Det 17-årige skakgeni sikrede søndag endegyldigt sejren i kandidatstævnet om retten til at udfordre verdensmester Ding Liren fra Kina.

Russeren Garry Kasparov var bare 22 år, da han sikrede sig VM-titlen i 1985, men der kan altså komme en endnu yngre verdensmester.

Dommaraju Gukesh - i skakkredse ofte omtalt som Gukesh D - er allerede nu sikker på at være den yngste, der har stået i en VM-finale.

Han lærte at spille skak som syvårig. Han blev stormester som 12-årig, hvilket gjorde ham til tidernes næstyngste til at bære den titel.

Ved stævnet i Toronto om at blive den kommende VM-udfordrer vandt han fem af sine 14 partier mod syv forskellige modstandere. Dertil kom otte remiser samt et enkelt nederlag.

Ud over at være stævnets bedste kan den unge inder også sætte cirka 360.000 kroner ind på bankkontoen i præmiepenge.

Det er endnu ikke fastlagt, hvor og hvornår den kommende VM-finale mellem Dommaraju Gukesh og verdensmester Ding Liren finder sted. De skal spille bedst af 14 partier.

Den norske stjerne Magnus Carlsen stillede ikke op ved kandidatstævnet.

Nordmanden vandt fem VM-finaler i træk i perioden 2013-2021, men gav siden afkald på titlen, fordi han ikke længere er motiveret til formatet med de mange lange kampe. Nordmanden kæmper dog stadig gerne om VM-titlen i hurtigskak og lynskak.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT