1400 atleter kan luksuscampere i højden til vinter-OL

15. DEC 2025 • 18:10SPORT

377 mobilehomes i 1300 meters højde bliver hjem for aktører til OL. De mobile hjem fjernes efterfølgende.

En del af de omkring 3500 atleter, som fra 6. til 22. februar skal deltage ved vinter-OL 2026 i Italien, kommer til at bo i en lidt anderledes OL-by.

Arrangøren har nemlig ladet opføre 377 såkaldte mobilehomes ved den gamle lufthavn ved skisportsbyen Cortina d'Ampezzo. Her skal indlogeres 1400 atleter, trænere, OL-arbejdere og delegerede, oplyser arrangøren ifølge AFP.

De kvindelige skiløberes alpine konkurrencer samt blandt andet curling og bobslæde skal afvikles tæt på den interimistiske OL-by.

De mobile hjem er nu sat op, men mangler endnu at blive fuldt møbleret.

- Vi har udført vores arbejde, og nu er det op til arrangøren af Milano-Cortina at indrette det med møbler og ekvipere de mobile hjem, siger en talskvinde fra firmaet SiMiCo, som har stået for opførelsen, ifølge AFP.

Arrangøren har slået fast, at der på ingen måde bliver tale om andenrangs boligforhold i højderne sammenlignet med dem i den egentlige OL-by i Milano.

Projektet med de mobile hjem i 1300 meters højde koster i omegnen af 285 millioner kroner.

Hver af hytterne er på 18 kvadratmeter, vil have to soveværelser samt bad og vil kunne holde en stabil temperatur på 23 grader. Og de vil indeholde, alt hvad der skal bruges for at kunne bo godt under legene, har arrangøren lovet.

Når legene er slut, og de efterfølgende paralympiske lege også er afviklet, bliver de mobile hjem bliver nedtaget og fjernet "uden at have efterladt spor", siger SiMiCo-talskvinden. Derefter vil hytterne blive solgt.

Vinter-OL bliver afviklet over et større område i Norditalien, hvorfor atleter og andre deltagere vil komme til at bo flere forskellige steder.

Den største OL-by bliver i selve Milano, hvor 1700 personer kan bo. Derudover vil mange indlogere sig på de forskellige hoteller i området.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT