YouSee fjerner indhold frem til afgørelse i sag med Crone Film

27. SEP 2024 • 13:28INDLAND/KRIMINAL

YouSee beskyldes for at vise indhold uden at have ret til det. Sagen skal for retten til december.

YouSee har valgt at fjerne indhold produceret af produktionsselskabet Crone Film, indtil retten tager hul på en sag mellem parterne den 6. december.

Det oplyser YouSee i et skriftligt svar til Ritzau.

Sagens kerne er, at YouSee beskyldes for at vise produktionsselskabets indhold uden at have ret til det. Men det er faktuelt forkert, mener YouSee.

Beskyldningen kommer netop fra Crone Film, der har stævnet YouSee og krævet et decideret forbud.

- Vi fortsætter med at forfølge vores sag og er fortsat overbevist om, at retten ikke vil finde begrundelse for Crone Films ønske om et forbud, lyder det i det skriftlige svar fra YouSee.

- I betragtning af sagens særlige omstændigheder vil vi gerne give retten tid til at træffe en beslutning på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

- Vi har derfor undtagelsesvis tilbudt ikke at gøre filmen "Hærværk" og potentielt fire andre titler tilgængelige on demand indtil retsmødet.

Crone Film har blandt andet produceret film som "Busters Verden", "Otto er et næsehorn" og "Orla Frøsnapper".

Nina Crone, som ejer og driver selskabet, siger i en pressemeddelelse fredag, at det er en befrielse, at indholdet er fjernet indtil sagens begyndelse.

Produktionsselskabet forsøgte i august at nedlægge et forbud mod, at YouSee måtte vise dets film.

Det skete, efter at YouSee tilbage i marts ophævede sine aftaler med rettighedshavere og producenter.

Ifølge MediaWatch blev aftalerne opsagt, fordi YouSee mente, at betalingen for rettighederne havde nået et niveau, der ikke længere var holdbart.

Det førte til at Nuuday, der står bag YouSee, stævnede rettighedsorganisationerne Copydan, Koda og Ubod til Sø- og Handelsretten.

YouSee ønskede at få den årlige rettighedsbetaling på 600 millioner kroner presset ned på 200 millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT