Hver tiende unge bilist glemmer sikkerhedsselen
Mange bilister husker sikkerhedsselen. Men det er stadig en udfordring, at yngre bilister ikke får den spændt.
Stort set alle danske bilister, der sætter sig ind i bilen, spænder sikkerhedsselen, som loven tilskriver.Men der er dog en udfordring blandt de yngste bilister, som har større tendens til at glemme selen.
Det viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og analyseinstituttet Wilke fra 2024, skriver trafiksikkerhedsorganisationen i en pressemeddelelse.
Helt konkret svarer 95 procent af danske bilister, at de hver gang eller næsten hver gang bruger sikkerhedssele. For bilister mellem 17 og 24 år gælder det 90 procent.
Derudover svarer mere end hver tredje af de unge bilister, at de en eller flere gange inden for det seneste år har kørt med flere personer i bilen, end der var seler til.
Selen er en livredder, der er "utroligt vigtig at bruge", lyder det fra Jakob Bøving Arendt, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, i meddelelsen.
- Den sikrer, at du ikke ryger rundt i kabinen eller ud ad vinduet, hvis uheldet er ude, og det er med til at minimere skaderne. Desværre ser vi stadig ulykker, hvor unge menneskers liv bliver ødelagt, og hvor en sele kunne have reddet deres liv, siger han.
Der er lidt flere drenge og mænd end piger og kvinder, der svarer, at de det seneste år har kørt "op til flere gange" med flere passagerer i bilen, end der var seler til.
Det gælder ti procent af mændene og fem procent af kvinderne i undersøgelsen.
Siden 1976 har det været et krav, at man skal spænde sikkerhedsselen.
Det koster 1500 kroner i bøde, hvis man glemmer sikkerhedsselen. Det gælder både på forsædet, bagsædet, i turistbusser, lastbiler og varebiler.
Derudover er det førerens ansvar, at børn under 15 år er spændt fast. Hvis et barn under 15 år ikke er spændt fast koster det foruden den 1500 kroner dyre bøde også 500 kroner til Offerfonden.
/ritzau/