Tidligere russisk forsvarsminister lander i Teheran

5. AUG 2024 • 14:41UDLAND

Rusland har på det seneste knyttet tættere bånd til Iran. Nu besøger tidligere minister Irans hovedstad.

Lederen af Ruslands nationale sikkerhedsråd, Sergej Sjojgu, er mandag ankommet til Irans hovedstad, Teheran.

Her skal han blandt andet tale med Irans præsident, Masoud Pezeshkian.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.

Situationen i Mellemøsten er ekstremt anspændt. Ismail Haniyeh, som var politisk leder for den militante palæstinensiske gruppe Hamas, blev dræbt i Teheran sidste uge.

Det har fået frygten for en større regional krig til at stige.

Iran har givet Israel skylden og lovet at "straffe" ærkefjenden. Israelske embedsmænd har ikke taget skylden for drabet.

Sergej Sjojgu var indtil maj Ruslands forsvarsminister. Herefter blev han flyttet til sikkerhedsrådet, hvor præsident Vladimir Putin sidder som formand.

Den tidligere forsvarsminister skal også mødes med Irans nationale sikkerhedschef og chefen for generalstaben, skriver Interfax.

Rusland har knyttet tættere bånd til Iran siden starten af krigen mod Ukraine. Landet har oplyst, at det forbereder en omfattende samarbejdsaftale med Iran.

I februar rapporterede nyhedsbureauet Reuters, at Iran havde leveret et stort antal kraftfulde jord til jord-missiler til Rusland.

USA meddelte i juni, at Rusland lod til at øge forsvarssamarbejdet med Iran. Rusland havde ifølge USA modtaget hundredvis af angrebsdroner. Det har Rusland afvist.

Fredag tilsluttede Rusland sig den iranske fordømmelse af drabet på lederen af Hamas.

Rusland sagde, at der kan komme "ekstremt farlige konsekvenser af den slags handlinger".

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT