Weekenden kan give efterårets koldeste nat indtil videre
Weekenden bliver en god blanding af sol, byger, frost og vind med pæne dage både lørdag og søndag, siger DMI.
Den kommende weekend kan byde på efterårets koldeste temperaturer indtil videre med 1 minusgrad natten til lørdag og også glatte veje lokalt.Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Martin Lindberg.
- Jeg tror, vi kommer ned på 1 minusgrad. Og man kan ikke udelukke, at der lokalt kan komme noget rimfrost på vejbanen lørdag morgen, siger han.
Indtil videre har der i løbet af efteråret været frostgrader to gange. Men temperaturen har endnu ikke været under 0,3 minusgrader.
Weekendens kolde vejr begynder allerede fredag, siger Martin Lindberg.
- En ret kold og ustabil luft kommer ned over landet nordfra i dag. Der vil komme regnbyger i løbet af dagen i den østlige del af landet fra Vendsyssel i Nordjylland, siger meteorologen.
Men der vil måske også komme en del sol - især i den vestlige del.
I løbet af dagen blæser vinden op, og det er den, der giver de lave temperaturer natten til lørdag, siger Martin Lindberg.
- I forbindelse med bygerne, der passerer ned over Kattegat, kan vi få ret kraftige vindstød helt op til hård kuling sidst på dagen, lyder det.
Lørdag bliver til gengæld en smuk og fin dag, siger han.
- Et højtryk over de britiske øer bevæger sig mod øst til os. Det giver tørt vejr, en del eller nogen sol og meget lidt vind.
Temperaturen stiger ud på eftermiddagen op til cirka 10 grader. Natten til søndag bliver det tørt og mest klart vejr.
- Igen falder temperaturen ned til nær frysepunktet med risiko for lidt frost lokalt. Det er selvfølgelig også noget lunere ved kysterne, siger Martin Lindberg.
Søndag bliver det fortsat tørt vejr med nogen sol først på dagen, og denne gang er det de østlige egne, der har de største solchancer.
Det er igen en kølig morgen med temperaturer mellem 8 og 10 grader. Vinden er svag, men i løbet af eftermiddagen blæser det lidt op.
- Med regnbyger og vind bør man klæde sig lidt varmt på til weekenden. Både lørdag og søndag begynder med koldt vejr, så man skal nok have nogle handsker på om morgenen.
- Men idet vinden bliver svag især lørdag, tror jeg, at vi om eftermiddagen får behageligt efterårsvejr, siger Martin Lindberg.
/ritzau/