Dronningen er på 52 år blevet regent for en million ekstra borgere
Siden dronning Margrethe overtog tronen i 1972, er befolkningstallet vokset fra cirka fem til seks millioner.
Siden dronning Margrethe blev udråbt som ny dansk regent i 1972, er befolkningstallet i Danmark vokset.I 1972 var vi omkring fem millioner mennesker i Danmark – i dag er tallet vokset med en lille million til omkring seks millioner.
Det fremgår af publikationen "En regeringstid i tal", som Danmarks Statistik har udgivet fredag i anledning af tronskiftet.
Samtidig er den danske befolkning blevet ældre.
I dag udgør andelen af personer på 60 år og derovre 26 procent af befolkningen. Det var 18 procent i 1972.
Danmarks Statistik skriver i sin publikation, at det hænger sammen med, at vi lever længere.
I 1972 var middellevetiden for kvinder 76,1 år og for mænd 70,7 år.
I 2022 var den steget til 83,1 år for kvinder og 79,4 år for mænd.
Definitionen på middellevetid er det gennemsnitlige antal år, som nulårige forventes at leve i beregnet ud fra den aktuelle dødelighed.
Danmarks Statistik ser i publikationen på en lang række områder, hvor det danske samfund har udviklet og forandret sig i dronning Margrethes regeringstid. Der er tal for blandt andet økonomi, privatforbrug, uddannelsesniveau og kulturvaner.
En af de udviklinger, som Danmarks Statistik har zoomet ind på, er, hvor gamle kvinder er, når de får deres første barn.
I dag er de ældre, end de var i 1972.
Dengang var gennemsnittet for førstegangsfødendes alder 24 år. I 2022 var det steget til 29,9 år.
Selv var dronning Margrethe 28 år, da hun blev mor til kronprins Frederik den 26. maj 1968.
Når man ser isoleret på befolkningen i dag, er et flertal på 62 procent født efter 1. januar 1972.
Det betyder, at omkring 3,7 millioner personer aldrig har haft andre statsoverhoveder end dronning Margrethe.
Det var i sin nytårstale for knap to uger siden, at dronningen annoncerede sin abdikation.
Når hun officielt underskriver sin abdikationserklæring på søndag, bliver kronprins Frederik udråbt som Danmarks nye konge - kong Frederik X.
/ritzau/