Universitet i kovending: Ansøgere med sygeeksamen tages i betragtning
Man kan alligevel søge optagelse på Københavns Universitet, selv om man skal til sygeeksamen i august.
Københavns Universitet har ændret kurs og vil alligevel lade ansøgere med sygeeksamen efter kvote 1-fristen komme i betragtning til en studieplads i år.Det oplyser universitetet til Ritzau.
Københavns Universitet har været i kontakt med otte ansøgere, som har været direkte berørt af, at universitetet for nylig ændrede praksis på området.
Med kort varsel blev fristen for, hvornår ansøgere senest skulle indsende deres eksamensbevis i forbindelse med optagelse, ændret til 5. juli.
Det betød, at man ikke længere kunne komme i betragtning til en studieplads samme år, hvis man skulle til sygeeksamen i august.
Men det er altså ikke længere tilfældet. I hvert fald i år.
Universitetet skriver på sin hjemmeside, at man nu senest 31. august skal indsende sit eksamensbevis, hvis man skal til sygeeksamen.
Universitetet arbejder på at identificere og kontakte eventuelle andre ansøgere, som kan have fået den tidligere information og derfor ikke har søgt.
- For denne gruppe vil Københavns Universitet administrere ansøgningsfristen lempeligt, lyder det.
Andre, der eventuelt er blevet berørt, opfordres til at tage kontakt til universitetet, der arbejder på "højtryk" med vejledning og sagsbehandling.
Fristen for at søge ind på videregående uddannelser via kvote 1 er søndag klokken 12.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen opfordrede tidligere lørdag universitetet til at lade ansøgere med sygeeksamen komme i betragtning i år.
Baggrunden for opfordringen var, at den tidligere praksis havde givet ansøgere med sygeeksamen en forventning om, at de kunne søge om optagelse i år.
RITZAU
