Undersøgelse: Forlag har ikke problemer med krænkende arbejdskultur

17. MAR 2025 • 13:52INDLAND/KRIMINAL

I januar blev forlaget Lindhardt og Ringhof anklaget for at have en krænkende arbejdskultur.

En undersøgelse af Lindhardt og Ringhof viser, at der hverken er en dårlig eller krænkende arbejdskultur på forlaget.

Det skriver mediekoncernen Egmont, der ejer forlaget, i en pressemeddelelse.

Ifølge Egmont er medarbejdertilfredsheden samlet set meget høj, og omfanget af krænkende eller upassende adfærd er lavere sammenlignet med andre virksomheder.

Undersøgelsen kommer, efter at forlaget tilbage i januar blev kritiseret for at have en krænkende arbejdskultur.

Her bragte Frihedsbrevet en artikel, hvor en kvindelig tidligere medarbejder beskrev en krænkende episode med en forfatter.

Hun fortalte blandt andet, at hun af forlagets ledelse blev opfordret til at indgå i intime relationer med nogle af dets forfattere.

Det billede kunne Lindhardt og Ringhof ikke genkende, skrev forlaget efter anklagerne i januar.

Undersøgelsen af arbejdskulturen har dog vist, at nogle medarbejdere oplever et arbejdsmiljø med for stor arbejdsbyrde og tidspres, og samtidig har der til tider været en for direkte ledelsestone.

Der har også været tilfælde med krænkende eller upassende adfærd gennem årene, som skulle have været håndteret bedre, lyder det i pressemeddelelsen.

Koncernchef i Egmont Steffen Kragh er glad for, at medarbejdertilfredsheden generelt er høj.

- Der er dog eksempler på mangel på tilstrækkelig god ledelse i hverdagen, som forlaget skal rette op på.

- Det er vigtigt for os i Egmont, at det er trygt at gå på arbejde. Derfor har vi sammen med Lindhardt og Ringhof besluttet en række konkrete tiltag, som skal understøtte arbejdsmiljøet på tværs af hele forlaget, siger han i meddelelsen.

Tiltagene dækker blandt andet over en udvidet arbejdsmiljøorganisation med repræsentanter fra alle dele af forlaget, udvidet ledertræning og et nyt kulturarbejder med fokus på værdier, adfærd og relationer.

Egmont har gennemført tre forskellige undersøgelser af forlaget - to forskellige trivselsundersøgelser samt en undersøgelse med ekstern advokatbistand, hvor både tidligere og nuværende medarbejdere indgår.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT