Tysk grænsekontrol kan udfordre trafikken i efterårsferien

8. OKT 2024 • 15:26INDLAND/KRIMINAL

Første dag i efterårsferien kan det tage længere tid at krydse grænsen til Tyskland på grund af grænsekontrol.

Tysk grænsekontrol kan skabe problemer for de bilister, der ønsker at drage sydpå, når skolernes efterårsferie indledes fredag den 11. oktober.

Det viser en trafikprognose, som Vejdirektoratet står bag.

- Ved grænsen skal man være opmærksom på øget grænsekontrol på vejene mod Tyskland, lyder det.

- Vi anbefaler, at man så vidt muligt undlader at køre i tidsrummet mellem klokken 14 og 18, skriver Vejdirektoratet i prognosen.

Tyskland valgte i september at indføre grænsekontrol til samtlige nabolande, heriblandt Danmark.

Tiltaget trådte i kraft den 16. september og kommer til at fortsætte seks måneder frem.

Dermed rammer det også efterårsferien.

Beslutningen er blevet begrundet med, at Tyskland ønsker at beskytte sig mod islamistisk terror og alvorlig kriminalitet på tværs af sine grænser.

Derfor bliver rejsende også bedt om at medbringe identitetspapirer, hvis man vil ind i landet.

I sin prognose påpeger Vejdirektoratet, at man flere steder i Danmark bør regne med tæt trafik på fredag.

E20 Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart samt E45 Sønderjyske Motorvej mellem Kolding og grænsen nævnes som steder, hvor ferietrafikken og den almindelige myldretidstrafik vil blande sig.

Dagen efter - lørdag den 12. oktober - bliver efterårsferiens største rejsedag, viser prognosen.

Den tætte trafik og kødannelsen vil særligt gøre sig gældende mellem klokken 11 og 14 den dag.

- Det gælder især E20 Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart, motorvejsnettet omkring Kolding samt E45 Sønderjyske Motorvej mellem Kolding og den dansk-tyske grænse, skriver Vejdirektoratet.

På strækningen mellem Vejle og Aarhus er et større anlægsarbejde desuden i gang, hvilket betyder risiko for kø.

En uge senere sætter mange kursen hjemad igen, hvilket kan føre til tæt trafik de samme steder og i det samme tidsrum.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT