Iran forklarer angreb i Pakistan - ville ramme terrorgruppe

17. JAN 2024 • 14:50UDLAND

Iran kalder Pakistan et "venligt og broderligt" land efter angreb. Pakistan har hjemkaldt ambassadør.

Det var en "iransk terrorgruppe", som var mål for Irans angreb i Pakistan tirsdag.

Det siger Irans udenrigsminister, Hossein Amir-Abdollahian, under Verdens Økonomiske Forum, WEF, i Davos i Schweiz onsdag.

Her blev han spurgt om en forklaring på angreb både i Irak og Pakistan de seneste dage.

- Hvad angår Pakistan, blev ingen statsborgere fra det venlige og broderlige land Pakistan ramt af iranske missiler og droner, siger Amir-Abdollahian ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det var den såkaldte Jaish al-Adl-gruppe, som er en iransk terrorgruppe, der blev angrebet, tilføjer han.

Jaish al-Adl - eller "Retfærdigheds Hær" - er en sunnimilitant gruppe, der opererer i grænseområdet mellem de to lande, skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge Pakistan blev to børn dræbt i angrebet. Det skrev AFP kort efter angrebet.

- Krænkelsen af Pakistans suverænitet er fuldstændig uacceptabel og kan få alvorlige konsekvenser, lød det i en udtalelse fra udenrigsministeriet.

Pakistan har onsdag hjemkaldt sin ambassadør fra Iran. Det oplyser landets udenrigsministerium onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Amir-Abdollahian forklarer, at angrebene var et modsvar på nylige angreb fra Jaish al-Adl-gruppen i provinsen Sistan og Baluchistan i Iran.

10. januar blev en politibetjent dræbt i byen Rask - og omkring en måned tidligere blev 11 betjente dræbt i et lignende angreb i området.

- Gruppen har søgt tilflugt i nogle dele af Pakistans Baluchistan-provins, siger den iranske udenrigsminister.

Han siger, at Iran har talt med pakistanske embedsmænd flere gange om "denne sag".

Iran har - i tillæg til angrebene i Pakistan og Irak - gennemført angreb i Syrien.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT