KØB ABONNEMENT

Togdrift vil være påvirket hele fredag på grund af brand

INDLAND/KRIMINAL • 9. OKT 2026 • 11:33

Banedanmark har endnu ingen tidshorisont for, hvornår togtrafikken over Fyn kan genoptages som normalt.

Skaderne efter en brand i en sikringshytte ved den vestfynske stationsby Aarup kan tage flere uger at udbedre.

Det oplyser Michael Dyrborg, der er områdechef i Banedanmark, til Ritzau.

- Det er for tidligt at tale om en tidshorisont. Vi er ved at danne os et overblik over skadernes omfang, men alt indvendigt er stort set brændt bort, siger han.

En sikringshytte er et mindre teknisk hus langs jernbanen, som indeholder elektronik og udstyr til jernbanens signalsystem.

Hændelsen har skabt signalfejl på togbanen mellem Middelfart og Odense og medfører fredag større forstyrrelser i togtrafikken på Fyn og på tværs af landet.

Områdechefen forventer, at togdriften på de berørte strækninger vil være påvirket dagen ud.

- Vi kigger på, om det er muligt at lave nogle tekniske løsninger, så vi kan sætte hastigheden op og få trafikken til at glide lettere, siger Michael Dyrborg.

Banedanmark kan endnu ikke oplyse, hvornår togdriften forventes at kunne genoptages normalt.

Ifølge DSB skaber hændelsen forsinkelser på alle tog mellem Fredericia og København, mens alle regionaltog mellem Odense og Fredericia må aflyses.

Intercitytog, der kører mellem København og Fredericia via Roskilde, kører ligeledes kun til Odense, skriver DSB på sin hjemmeside.

DSB oplyser, at der er indsat togbusser som erstatning for de berørte regionaltog på Fyn.

Ifølge P4 Trafik er der indtil videre seks togbusser i drift mellem Fredericia og Odense.

Rejser man mellem Jylland, Fyn og Sjælland, kan man ifølge DSB rejse videre med nogle af de øvrige tog, der kører.

Der er DSB-medarbejdere til stede både i Odense og Fredericia for at hjælpe og vejlede passagerer, oplyser selskabet.

Både Banedanmark og DSB opfordrer til, at togrejsende holder sig opdaterede på Rejseplanen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT