Svensk ambulance-leverandør skal operere i Nordjylland
Svenske Premedic skal dække 40 procent af den samlede nordjyske ambulancetjeneste.
Regionsrådet i Region Nordjylland har udpeget den svenske ambulanceleverandør Premedic som ny leverandør af ambulancetjenesten og den liggende patienttransport i Himmerland, Han Herred, Thy og på Mors.Premedic skal drifte dele af den nordjyske ambulancetjeneste og liggende patienttransport.
Udbuddet dækker 40 procent af den samlede nordjyske ambulancetjeneste.
Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
- Ud fra en samlet vurdering af økonomi og kvalitet havde Premedic den bedste pakke, og de er yderst kompetente og kvalificerede til at varetage den vigtige opgave, som ambulancedriften er, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V) i pressemeddelelsen.
Premedic vil efter planen overtage ambulancedriften fra 1. april 2027 og fem år frem.
Det sker, fordi den nuværende leverandør, PreMed, har valgt at opsige sin kontrakt per 31. marts 2027.
Mens Premedic skal dække 40 procent af den samlede nordjyske ambulancetjeneste, driver Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland fortsat de resterende 60 procent.
Nu begynder arbejdet med at skabe "et tæt og tillidsfuldt samarbejde", lyder reaktionen fra Den Præhospitale Virksomhed.
- Det er afgørende, at vi implementerer grundigt og omsætter kontrakten til reel kvalitet og tryghed for de nordjyske borgere, siger direktør Maibrit Brandt i pressemeddelelsen.
Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance stemte for, at Premedic blev udpeget som ny leverandør.
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte for en regional hjemtagelse af hele den nordjyske ambulancetjeneste, oplyser Region Nordjylland.
/ritzau/
