Styrelsen for Patientsikkerhed deltager ved borgermøde om larver
Flere end 650 borgere er tilmeldt borgermødet i Odense fredag eftermiddag om egeprocessionsspinderen.
Styrelsen for Patientsikkerhed er blandt flere faglige deltagere ved fredagens borgermøde i Odense om larven egeprocessionsspinderen, der skaber problemer i byen med kløe og udslæt.Det fremgår af begivenheden på Odense Kommunes hjemmeside.
Mødet finder sted fredag klokken 15.30 i Odense Congress Center og står til at vare i to timer.
Det bliver Styrelsen for Patientsikkerheds enhedschef Kirsten Damkjær, som vil være at finde til mødet.
Foruden styrelsen vil Carsten Bindslev-Jensen, professor og ledende overlæge ved Allergicentret på OUH, komme med "sundhedsmæssige perspektiver".
Martin Petersen, kontorchef i Klima- og Miljøforvaltningen, vil herefter fortælle om Odense Kommunes bekæmpelsesindsats i samarbejde med flere firmaer.
Flere end 650 har tilmeldt sig eftermiddagens borgermøde.
- På mødet vil der være mulighed for at stille spørgsmål. Der er 1000 pladser. Tilmelding sker efter først til mølle-princippet, lød det fra kommunen torsdag middag, da borgermødet blev lanceret.
Den giftige larve har ført til udslæt og kløe blandt odenseanske borgere, hvilket har fået Odense Kommune til at fraråde al færdsel på udvalgte fortove og cykelstier.
Lokale borgere er utilfredse med myndighedernes håndtering af larven.
Derfor varsler et lokalt borgernetværk en demonstration foran Odense Rådhus lørdag 4. juli klokken 11.00.
Fyns Politis kommunikationsafdeling bekræftede onsdag over for Ritzau, at man har modtaget en anmeldelse om demonstrationen.
I folkemunde kaldes larven også "larven fra helvede" på grund af de gener, som larvens hår giver.
Den har tusindvis af mikroskopiske hår, som kan fremkalde allergiske reaktioner og udslæt hos mennesker og dyr.
Onsdag lød det fra Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), at kommunen "gør alt, hvad de kan" for at begrænse udbredelsen af larven. Det skrev han på Facebook.
RITZAU
