Storrygere på Fyn går forrest med lungescanning
Flere kunne overleve lungekræft, hvis sygdommen opdages tidligt. 800 storrygere på Fyn har været i scanneren.
1960'ernes og 70'ernes rygevaner har gjort lungekræft til en af de mest udbredte kræftformer i Danmark.Hvert år koster sygdommen cirka 3700 livet.
Flere kunne overleve, hvis storrygere fik undersøgt lungerne med en scanning, inden hoste, åndenød og andre symptomer viser sig.
Det har screeningsprojekter i udlandet vist, og nu er det herhjemme for første gang i et større studie ved at blive undersøgt, om scanninger skal være et tilbud til mangeårige rygere.
Cirka 1000 borgere mellem 60 og 74 år på Fyn, Langeland og Ærø har siden slutningen af juli deltaget i et pilotstudie, der frem til 2026 skal vise effekten af lungescanninger.
Indtil videre er 825 deltagere blevet scannet, fortæller Michael Stenger, der er overlæge på Odense Universitetshospital og leder af projektet.
Blandt dem har foreløbig fem fået konstateret lungekræft, uden at der var mistanke om, at de bar på den alvorlige sygdom.
Kun takket være scanningen blev kræften opdaget i tide.
- De er alle fem blevet opereret, og det betyder selvfølgelig meget for dem. De er enormt taknemmelige.
- Vi har kunnet give dem en helbredende behandling i stedet for en livsforlængende, sådan som det ofte sker, hvis sygdommen opdages i et sent stadie.
- Det er en solstrålehistorie, siger Michael Stenger.
Foruden de fem kræfttilfælde afslørede scanningerne forandringer i lungerne hos cirka 55.
Hos de fleste er forandringerne uden større betydning, mens de hos en til to procent kan vise sig at være alvorlige.
De har en "plet" på lungen, som enten skal udredes i et kræftpakkeforløb eller jævnligt kontrolleres.
Med til scanningerne hører rygestopkurser. Det tilbud har fire ud af ti deltagere på Fyn taget imod, oplyser overlæge og projektleder Michael Strange.
Om det lykkes dem at lægge tobakken væk, vil der blive fulgt op på ved en anden og tredje scanningsrunde.
Studiet følges tæt af Kræftens Bekæmpelse, hvor overlæge og projektchef Janne Bigaard glæder sig over, at der har været stor interesse for at deltage.
6000 af de i alt 11.000, der fik tilsendt et spørgeskema om rygevaner, besvarede spørgsmålene, hvoraf cirka hver sjette blev udvalgt til studiet.
Om interessen vil være ligeså stor i resten af landet, er Kræftens Bekæmpelse i gang med at undersøge.
- Vi har i øjeblikket fokusgrupper med storrygere for at finde ud af, hvordan de vil se på muligheden for at blive scannet, siger Janne Bigaard.
I sidste ende er det op til politikerne i Folketinget og regionerne på baggrund af resultaterne at beslutte, om alle mangeårige storrygere skal have tilbuddet.
/ritzau/