Stor risiko for kødannelse på vejene de næste syv lørdage

27. JUN 2024 • 11:55INDLAND/KRIMINAL

Der ventes god plads på vejene i hverdagene i sommerferieperioden, men tættere trafik på lørdage.

Skal man ud at køre i sommerferieperioden, kan det være smart så vidt muligt at undgå at sætte sig bag rattet på lørdage omkring middagstid.

Der er nemlig stor risiko for kødannelser og forlænget rejsetid på de danske veje de næste syv lørdage - fra 29. juni til og med 10. august.

Det fremgår af Vejdirektoratets prognose for sommerferietrafikken, som omhandler uge 26 til uge 32.

Det er særligt i tidsrummet 11-14 på lørdage, at Vejdirektoratet forventer mange bilister på vejene. I hverdagene formodes der derimod at være færre biler og dermed bedre plads. Det gælder særligt i myldretiden.

Trafikken vil hovedsageligt bevæge sig på tværs af landet mellem Sjælland og Jylland og til og fra Tyskland ved de dansk-tyske grænser, skriver Vejdirektoratet.

Det anbefales, at man så vidt muligt kører uden for de mest trafikerede tidsrum, samt at man holder sig opdateret på den aktuelle trafiksituation. Det kan desuden være en god idé at have mad og drikke med i bilen.

Sommeren betyder desuden øget trafik mod de danske sommerhusområder i eksempelvis Løkken, Blokhus og Skagen.

Det betyder, at der vil være risiko for tæt trafik og forsinkelser på vejene mod de største sommerhusområder på skiftedage, lyder det fra Vejdirektoratet. Skiftedage falder ofte på en lørdag.

Desuden kan afholdelsen af EM i fodbold i Tyskland give øget risiko for kø ved grænserne til Tyskland frem til 19. juli. Det skyldes blandt andet, at Tyskland har indført midlertidig grænsekontrol ved de dansk-tyske grænser.

Også andre store sports- og kulturbegivenheder kan komme til at påvirke sommerens trafik.

Det gælder blandt andet Roskilde Festival, som finder sted på Roskilde Dyrskueplads fra 29. juni til 6. juli.

Her forventer Vejdirektoratet, at der kan komme tæt trafik på Holbækmotorvejen omkring frakørslerne til Roskilde særligt på åbningsdagen 29. juni samt 3. juli, hvor musikprogrammet begynder, og afslutningsdagen 6. juli.

Også en Bruce Springsteen-koncert i Odense 9. juli og racerløbet Copenhagen Historic Grand Prix, der afholdes omkring Bellahøj i København 2. til 4. august, kan komme til at påvirke trafikken.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

29. JUN 2024 • 23:38SPORT
Thomas Delaney: Den er meget tung