Spillefugle tror på at SF tager magten i København
Flest Danske Spil-kunder har spillet på, at Sisse Marie Welling (SF) bliver ny overborgmester i København.
Kunderne hos Danske Spil peger på Sisse Marie Welling (SF) som ny overborgmester i København.50 procent af dem, der har spillet på udfaldet i hovedstaden ved tirsdagens kommunalvalg, har således satset deres penge på hende.
Det viser en opgørelse fra Danske Spil mandag eftermiddag.
- Dermed har hun flere indskud end de to nærmeste konkurrenter til sammen, siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddssætter hos Danske Spil.
En fjerdedel tror på Pernille Rosenkrantz-Theil (S), mens 22 procent har satset på, at Enhedslistens Line Barfod ender som overborgmester.
Kun tre procent af spillerne har lagt deres indskud på den konservative overborgmesterkandidat, Jakob Næsager.
Danske Spil ønsker ikke at oplyse, hvor mange kunder der har spillet i alt.
Hvis Sisse Marie Welling ender som overborgmester, betyder det, at Socialdemokratiet taber magten i hovedstaden for første gang i mere end 100 år.
Kunderne hos Danske Spil har også været interesserede i at forudse udfaldet i de øvrige største danske kommuner.
Her forventer langt størstedelen omvendt, at de siddende borgmestre bliver ved magten.
85 procent tror på, at Michael Vinfeldt (S) fortsætter som borgmester på Frederiksberg, mens 80 procent peger på Peter Rahbæk Juel (S) i Odense og 75 procent på Anders Winnerskjold (S) i Aarhus.
- Derudover er der nu ganske mange kommuner, hvor vores kunder forudser et skifte på borgmesterposten, påpeger Peter Emmike Rasmussen.
De fleste tror blandt andet på et magtskifte i Ringkøbing-Skjern Kommune og i Frederikshavn Kommune. Her sidder henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet på magten i dag.
Også i Frederikssund Kommune, i Randers Kommune og i Albertslund Kommune peger kunderne hos Danske Spil på en ny borgmester.
- Det ser ud til, at der rigtig mange steder blæser nye vinde ude i kommunerne, og at der efter fire år viser sig tegn på et behov for udskiftning på den øverste post, siger Peter Emmike Rasmussen.
- Det sker jo, også selv om der ikke er deciderede møgsager hos den siddende borgmester, at borgerne får lyst til at prøve noget andet.
/ritzau/
