Socialrådgivere vil ikke stramme regler for rockere på ydelser
Dansk Socialrådgiverforening fraråder at skærpe reglerne for rocker- og bandemedlemmer på førtidspension.
Dansk Socialrådgiverforening mener ikke, det er en god idé at gøre det sværere for kriminelle at modtage sociale ydelser.Det siger næstforkvinde i foreningen, Ditte Brøndum.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S) sagde tidligere fredag, at hun vil skærpe reglerne for kriminelle på førtidspension.
Det udtaler hun som reaktion på Ekstra Bladets nyhed om, at 11 procent af de registrerede rocker- og bandemedlemmer i Danmark modtager sociale ydelser som førtidspension og seniorpension.
Men straf for kriminalitet og behovet for hjælp til sociale problemer bør skilles ad, mener Ditte Brøndum.
- Jeg synes, det er problematisk, hvis man ikke kan få hjælp til de sociale problemer, der eventuelt lægger bag. Jeg synes, man skal straffes for det, man har gjort. Men forsørgelse er noget andet.
Dansk Socialrådgiverforening vil ikke kigge på, om der er truffet korrekte afgørelser i de sager, hvor rocker- eller bandemedlemmer er blevet tilkendt en ydelse.
- Det er nogle beslutninger, der er truffet af et helt rehabiliteringsteam. Det er op til kommunerne at vurdere, om det skal tages op igen, siger hun.
- Man får ikke tildelt en førtidspension, fordi man begår kriminalitet. Det handler om, hvorvidt man har en arbejdsevne eller ej, lyder det.
Ditte Brøndum er bekymret for, at en fratagelse af sociale ydelser kan munde ud i endnu mere kriminalitet.
- Det kan have en slagside. Personer kan bliver mere motiverede til at begå kriminalitet, hvis de ikke har en indtægt, siger hun.
- Det er afgørende, at vi giver folk mulighed for at komme ud af kriminalitet. Vi ved, at man bliver nødt til at løse folks sociale problemer herunder fattigdom, for at de får nemmere ved at vende tilbage og blive gode samfundsborgere, lyder det.
Det er endnu uklart, hvordan beskæftigelsesministeren konkret vil skærpe reglerne for kriminelle på førtidspension.
Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen handler det om at finde ud af, hvilke ”håndtag” der juridisk kan skrues på.
Hun forventer at kunne offentliggøre konkrete ændringsforslag senere på året.
- Det er nogle alvorlige indgreb. Derfor skal vi være meget grundige og sørge for, at vi rammer dem, der skal rammes, og ikke alle andre, siger beskæftigelsesministeren.
/ritzau/