Snevejr begrænser antal fly der må lette fra Københavns Lufthavn

6. FEB 2026 • 10:26INDLAND/KRIMINAL

Der kan ventes forsinkelser og aflysninger dagen igennem som følge af vejret, melder landets største lufthavn.

Der vil være "betydelige forsinkelser" og "mange aflysninger", lyder det fredag formiddag fra Københavns Lufthavn.

Også her giver snevejret problemer, og der er opsat begrænsninger på, hvor mange fly der må lette i timen.

- Det gør, at vi ikke kan afvikle trafikken som forventet, siger presserådgiver Julie Boll fra Københavns Lufthavn.

Det forventes, at trafikken vil være påvirket hele dagen.

Fredag før vinterferien er ellers traditionelt en stor rejsedag i lufthavnen med op mod 90.000 rejsende.

Også torsdag aften var der forsinkelser på op mod tre timer i lufthavnen.

Forsinkelserne skyldtes hovedsageligt, at der skulle bruges tid på at fjerne is og sne fra flyene, fortalte pressevagt Sandra Kronmann torsdag aften til Ritzau.

Der var i alt 50 aflysninger torsdag, oplyser presserådgiveren.

- Hold dig orienteret via dit flyselskabs hjemmeside og via lufthavnens app, skriver lufthavnen på sin hjemmeside.

- Husk at beregne ekstra tid til transport, da vejret kan påvirke bil- og togtrafik til lufthavnen. Vi beklager de gener, det medfører.

Rejsende fra Aalborg Lufthavn skal også berede sig på mulige forsinkelser. Det skriver lufthavnen på sin hjemmeside.

- Det varslede snevejr over Danmark kan påvirke flytrafikken til og fra Aalborg Lufthavn fredag.

- Alle passagerer bedes køre hjemmefra i god tid og orientere sig hos deres flyselskab i forhold til eventuelle forsinkelser/aflysninger, lyder det på hjemmesiden.

På hjemmesiden kan man også se, at flere planmæssige afgange og ankomster er forsinket.

Billund Lufthavn har fredag formiddag ikke nogen vejrrelaterede forsinkelser eller aflysninger, oplyser pressechef Dan Prangsgaard.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT