Signalproblemer giver færre tog i Jylland fredag morgen
Problemer med nyt digitalt signalsystem vil påvirke togdrift fredag morgen og formiddag, oplyser Banedanmark.
Torsdagens omfattende signalproblemer på en lang række midtjyske og nordjyske togstrækninger kan stadig mærkes fredag morgen.Banedanmark har besluttet at køre med timedrift frem til klokken 12. Det fortæller Lise Mathiesen, som er sektionsleder i trafik hos Banedanmark, til Ritzau.
- Det betyder at i stedet for at køre halvtimesdrift, som vi normalt gør på den her tid af dagen på nogle af strækningerne, så har vi taget nogle tog ud for at kunne afvikle trafikken mere stabilt, siger hun.
Banedanmark har fredag omkring klokken 06.30 ikke en prognose for, om man kan genoptage normal drift klokken 12.
Den prognose forventer man at få i løbet af formiddagen, lyder det.
- Vi har lavet planen frem til klokken 12 for at kunne melde noget ud til passagererne, så de ved, hvad de har at regne med, når de skal afsted på arbejde i morgentimerne, siger Lise Mathiesen.
På DSB's hjemmeside fremgår det, at der kører færre tog mellem Aarhus H og Aalborg Station samt Aalborg Lufthavn fredag morgen og eftermiddag.
- Vi kører én gang i timen med vores InterCity-tog. InterCityLyn-tog kører ikke. Der er bestilt togbusser til at supplere togene, men vi mangler at få dem bekræftet, lyder det på hjemmesiden.
Togdriften blev torsdag indstillet i store dele af Jylland på grund af problemer med det digitale signalsystem. Enkelte steder sad personer fanget i tog, der ikke kunne komme ind på stationerne.
Banedanmark er i gang med at udskifte de gamle analoge signalsystemer med et nyt digitalt system. Fredag kender man fortsat ikke årsagen til fejlen, lyder det fra Lise Mathiesen.
Torsdag ramte problemerne strækningerne Esbjerg-Holstebro, Vejle-Struer, Skanderborg-Herning-Skjern, Langå-Struer, Struer-Thisted, Aalborg-Frederikshavn og Aarhus-Aalborg.
Lise Mathiesen beskriver det som, at Banedanmark fredag morgen har problemer i det midt- og nordjyske på de samme strækninger som torsdag.
/ritzau/